Registrering efter § 48, stk. 1 i hvidvaskloven

Her finder du anmeldelsesskema og ændringsskema til brug for hvidvaskregistrering.

værd at vide

Virksomheden vil blive pålagt en årlig afgift i forbindelse med registeringen. Afgiften opkræves årligt og indeksjusteres med udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.

Registrering af virksomhed ved Finanstilsynet i henhold til hvidvaskloven

 

Virksomheder og personer (herefter virksomheder), der udbyder en række finansielle tjenesteydelser, skal registreres hos Finanstilsynet. Dette fremgår af hvidvasklovens § 48, stk. 1. Det er kun, hvis tjenesteydelserne udbydes erhvervsmæssigt, at det skal registreres, jf. nedenfor.

 

Hvilke tjenesteydelser er der tale om?

De tjenesteydelser, der er omfattet, fremgår af hvidvasklovens bilag 1. Det omfatter

 

  1. Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.

  2. Udlånsvirksomhed (herunder forbrugerkreditter, realkreditlån, factoring og diskontering og handelskreditter (inkl. forfaitering) eller anden udlånsvirksomhed).

  3. Finansiel leasing

  4. Udstedelse og administration af andre betalingsmidler (for eksempel rejsechecks og bankveksler), i det omfang, aktiviteten ikke er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

  5. Sikkerhedsstillelse og garantier

  6. Transaktioner for kunders regning vedrørende: a) pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.), b) valutamarkedet, c) finansielle futures og optioner, d) valuta- og renteinstrumenter og e) værdipapirer 

  7. Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed

  8. Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål samt rådgivning og tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.

  9. Pengeformidling (money broking).

  10. Porteføljeadministration og -rådgivning.

  11. Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.

  12. Bankboksudlejning.

 

Hvornår skal en virksomhed registreres?

Du skal kun registrere din virksomhed, hvis du i din virksomhed vil udbyde en eller flere af aktiviteterne ovenfor og hvis din virksomhed ikke allerede er under Finanstilsynets tilsyn i forhold til anden lovgivning.

 

Der skal kun ske registrering, hvis aktiviteten udøves erhvervsmæssigt. Der skal ske registrering, selvom aktiviteten ikke er virksomhedens hovedaktivitet. Det afgørende er, om aktiviteten bliver udbudt erhvervsmæssigt.

 

Erhvervsmæssigt er:

  • Når aktiviteten bliver udbudt til tredjemand (”kunder”) eller

  • Aktiviteten har et sådan omfang, at det udgør en ikke ubetydelig del af virksomhedens omsætning

 

Hvis der blot er tale om enkeltstående erhvervsmæssige dispositioner, der har naturlig tilknytning til virksomhedens hovedaktivitet, skal virksomheden ikke registreres. Et eksempel på dette er virksomheders placering af overskudslikviditet, hvor formålet er passiv formuepleje, f.eks. løbende placering af overskudslikviditet i børsnoterede aktier eller obligationer.

 

Hvis en virksomhed som sin hovedaktivitet udbyder finansiel leasing til et begrænset antal medarbejdere eller tilbyder at veksle rejsevaluta for medarbejderne, vil virksomheden heller ikke være registreringspligtig, hvor dette kan anses som et personalegode.

 

Finanstilsynets vurdering af virksomheden

Medlemmer af virksomhedens ledelse samt reelle ejere skal i forbindelse med registrering vurderes hæderlige, før virksomheden eller personen kan registreres hos Finanstilsynet. Til brug for denne vurdering skal personen eller virksomheden indsende straffeattester. Straffeattesterne må ikke være ældre end 6 måneder.

 

For virksomheder i selskabsform skal der vedlægges straffeattest for medlemmer af bestyrelse og direktion samt de reelle ejere. For personligt drevne virksomheder vedlægges straffeattest for de reelle ejere af virksomheden.

 

Ved reelle ejere forstås de personer, der ejer eller kontrollerer virksomheden. I virksomheder, hvor der ikke er reelle ejere, skal virksomheden i stedet indsætte den daglige ledelse i anmeldelsesskemaet.

 

Virksomheden skal betale en årlig afgift

Når en virksomhed bliver registeret ved Finanstilsynet til at udbyde en af de ovennævnte aktiviteter, skal virksomheden betale en årlig afgift.

 

Afgiften opkræves årligt og indeksjusteres med udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.

 

Afgiften er i 2017-niveau 4.980 kr.

 

Virksomheden skal huske at afregistrere sig, hvis aktiviteten ikke udbydes

Hvis virksomheden ikke længere udbyder den pågældende aktivitet, skal virksomheden meddele Finanstilsynet dette på mail. Virksomheden kan afregistrere sig ved at skrive en mail til Finanstilsynet til finanstilsynet@ftnet.dk eller hvidvask@ftnet.dk.  

 

Hvis virksomheden ikke afregistrerer sig inden starten af et nyt år, vil virksomheden blive opkrævet den årlige afgift i det nye år.

 

Skema til anmeldelse af registrering og ændringer af registrering

Anmeldelsesskema til registrering af virksomheden findes nedenfor. Skemaet kan udfyldes i pdf.

 

 

Hvis der sker ændringer i virksomheden, f.eks. ændring af medlemmer af direktionen og bestyrelsen eller ændring af reelle ejere, skal virksomheden give Finanstilsynet besked via et ændringsskema

 

 

Ændringen skal meddeles hurtigst muligt.

 

Love og regler

Reglen om, at de ovennævnte aktiviteter kræver registrering ved Finanstilsynet følger af hvidvasklovens § 48, stk. 1. Aktiviteterne er oplistet i lovens bilag 1.

 

Du kan finde hvidvaskloven her.

 

Se registret til udlånsvirksomheder mv. (Hvidvask) her.

.