Finanstilsynets adfærdskodeks

Vedtaget af Finanstilsynets bestyrelse 19. januar 2015

Med henblik på at kunne imødegå fremtidige finansielle kriser har Folketinget givet Finanstilsynet en række nødvendige tilsynsinstrumenter og beføjelser. Dermed følger en forpligtelse til vedvarende at sikre, at vores adfærd er forsvarlig og i overensstemmelse med lovgivningen og god forvaltningsskik, så tilliden til Finanstilsynet opretholdes.

Som ansat i Finanstilsynet sikrer vi, at vi og vore kolleger opfylder nedenstående ikke udtømmende regler og retningslinjer:

Ordentlighed og ansvarlighed

  • Vi er vores ansvar bevidst og tager ejerskab for at behandle sager ordentligt og korrekt.

Kvalitet og effektivitet

  • Vi er omhyggelige og sørger for, at grundlaget for vores afgørelser er tilstrækkeligt undersøgt og i orden.

Dialog

  • Vi har en fordomsfri og respektfuld dialog med de personer og virksomheder, der berøres af vores virke.
  • Vi er reelt lyttende.
  • Når det er muligt og relevant, inddrager vi personer, virksomheder og andre samarbejdspartnere i vores sager.
  • Vi er imødekommende og hensynsfulde.
  • I forbindelse med eksterne forespørgsler vejleder og bistår vi i fornødent omfang, jf. § 7 i forvaltningsloven

Lighed

  • Sager, der i alt væsentlighed er ens, behandler vi ens.
  • Vi handler altid professionelt.

Habilitet

  • Der skal aldrig være tvivl om vores habilitet.

Handlekraft

  • Vi agerer og reagerer rettidigt, relevant og rimeligt, når vi bliver opmærksomme på udfordringer, fejl, problemsager, uhensigtsmæssigheder, etc. Det skal ske under hensyn til proportionalitet.

Vi rapporterer overtrædelse eller mistanke om overtrædelse af dette adfærdskodeks ved om muligt at tage en dialog med den relevante leder. Hvis disse drøftelser ikke er mulige eller har den ønskede effekt, rapporterer vi til Finanstilsynets whistleblower-ordning.