Påbud om ophør af udbud af det af Jyske Realkredit A/S udbudte realkreditprodukt (RTL-X)

Finanstilsynet har den 3. juli 2019 givet Jyske Realkredit A/S et påbud om ophør af udbud af et realkreditprodukt (RTL-X). Det udbudte realkreditprodukt (RTL-X) er efter Finanstilsynets vurdering ikke inden for det lovlige virksomhedsområde i henhold til § 8 eller § 24 i lov om finansiel virksomhed. Beslutningen om tilsynsreaktionen er truffet af Finanstilsynets bestyrelse.

Jyske Realkredit A/S har i meget begrænset omfang udbudt et realkreditprodukt (RTL-X), hvor låntager efter særskilt aftale med Jyske Realkredit A/S i en periode har mulighed for at udskifte en variabel referencerente ud med en fast rente. Lånet er inkonverterbart, men kan kontantindfries til en kursværdi fastsat af Jyske Realkredit A/S.

Finanstilsynet vurderer, at det af Jyske Realkredit A/S udbudte realkreditprodukt (RTL-X) består af både et lån og et særskilt finansielt instrument (renteaftalemuligheden). Finanstilsynet finder ikke, at det særskilte finansielle instrument lovligt kan udbydes inden for realkreditinstitutters begrænsede virksomhedsområde i henhold til § 8 eller som accessorisk virksomhed i henhold til § 24 i lov om finansiel virksomhed. Jyske Realkredit A/S får derfor påbud om ophør af udbud af realkreditproduktet RTL-X.

Læs hele afgørelsen her.