Nedenstående er Højesterets resume af sagen, der er at finde på Højesterets hjemmeside.
Selskabet T havde i en selskabsmeddelelse den 3. februar 2010 offentliggjort resultatet af et klinisk studie af selskabets lægemiddel. Studiet skulle danne baggrund for en markedsføringstilladelse. Det fremgik af selskabsmeddelelsen, at studiets ”primary endpoint” var mødt, hvilket ikke var korrekt. Selskabsmeddelelsen fik på kort tid aktiekursen til at stige fra 85 kr. til 224 kr., således at selskabets markedsværdi steg med over 2 mia. kr.
Højesteret lagde med henvisning til landsrettens bevisresultat til grund, at Ts direktør havde kendskab til, at studiets primære analyse var fejlet, at oplysningerne i meddelelsen var ukorrekte og vildledende, og at oplysningen om, at ”primary endpoint” var mødt, kunne få mærkbar betydning for kursdannelsen på selskabets aktier.
T havde bl.a. gjort gældende, at det efter forarbejderne til værdipapirhandelslovens § 38 er en betingelse for at straffe selskabet for kursmanipulation, at selskabet ved offentliggørelsen af oplysningerne i selskabsmeddelelsen havde til formål at påvirke kursen på sine aktier.
Højesteret bemærkede, at kursmanipulation efter værdipapirhandelslovens § 38, stk. 1, nr. 1, omfatter handlinger, der er egnet til at påvirke kursen på værdipapirer i en retning, der afviger fra disses værdi i markedet, ved udbredelse af oplysninger, der er egnet til at give urigtige eller vildledende signaler om bl.a. kursen på værdipapirer. Bestemmelsen gælder også for udstedere og stiller efter sin ordlyd ikke særlige krav til tilregnelsen. Der kan derfor også dømmes for kursmanipulation, når bestemmelsen overtrædes ved uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Højesteret fastslog, at det, som er anført i forarbejderne om, at der ved en udsteders undladelse af at offentliggøre intern viden alene kan dømmes for kursmanipulation i grovere tilfælde, hvor formålet har været at påvirke kursen, ikke kan antages at sigte på tilfælde, hvor udstederen ved en handling udbreder urigtige eller vildledende oplysninger i strid med bestemmelsen.
Højesteret fandt, at forholdet ikke kunne henføres under værdipapirhandelslovens § 94, stk. 1, 2. pkt., jf. nu straffelovens § 299 d, stk. 1, nr. 1, om skærpende omstændigheder. Der var ikke grundlag for at nedsætte den idømte bødestraf og heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at skærpe straffen.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.
Oplysninger om Landsrettens dom findes her.