Dom for markedsmanipulation

Finanstilsynet politianmeldte den 21. april 2017 en bruger af et investorforum for markedsmanipulation ved offentliggørelse af en falsk selskabsmeddelelse. Personen er i januar 2019 dømt for overtrædelse af artikel 15 i markedsmisbrugsforordningen.

Finanstilsynet anmeldte i april 2017 en unavngiven bruger af et investorforum for markedsmanipulation i Zealand Pharma A/S’ aktie. Brugeren havde en aften i november 2016, kl. 23.28, offentliggjort en falsk selskabsmeddelelse på et investorforum, hvoraf det fremgik, at et produkt var blevet godkendt af de amerikanske myndigheder.

Sagen har været behandlet hos SØIK. SØIK kunne på baggrund af deres efterforskning identificere brugeren.

Byretten fandt brugeren skyldig i overtrædelse af artikel 15 i markedsmisbrugsforordningen og idømte denne 20 dages betinget fængsel.

Retten fandt det skærpende, at de udbredte oplysninger fremstod som indholdet af en meddelelse fra selskabet. Retten fandt det formildende, at brugeren ikke selv ejede aktier i selskabet, og at brugeren udbredte oplysningerne uden for børsens åbningstid og dementerede dem efter 24 minutter.

Dette resume er offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 4, i kapitalmarkedsloven og anonymiseret i medfør af § 239, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 1, i kapitalmarkedsloven.