Proces for overtrædelsessager

Finanstilsynet behandler en lang række sager. Sagerne er meget forskellige og kan have én enkelt person såvel som en stor multinational virksomhed i centrum. Sagerne kan omhandle en lang række forskellige regler. Det betyder, at processerne for sagerne sjældent er ens. F.eks. kan tidsrammer, omfang af dokumentation osv. være meget forskellige.

Finanstilsynet forsøger altid at holde sagsbehandlingstiden så kort som mulig. Nogle sager vil på trods heraf tage forholdsvis lang tid at behandle. Det kan bl.a. skyldes, at der i nogle sager skal foretages omfattende undersøgelser, men også at der er en række forvaltningsretlige regler, der skal overholdes. Det omfatter eksempelvis partshøring. Derudover vil sager, der behandles af Finanstilsynets bestyrelse, typisk også tage længere tid end andre sager. Både fordi det er de principielle sager, der forelægges bestyrelsen, som derfor ofte er mere komplekse, og fordi der er flere processuelle skridt, der skal følges.

  

2.1. Indledende behandling

Finanstilsynet indleder altid en sag med at vurdere, om det er sandsynligt, at en overtrædelse af lovgivningen kan have fundet sted. Den indledende vurdering skal sikre, at personer og virksomheder ikke besværes med f.eks. at svare på spørgsmål, hvis det allerede fra begyndelsen kan afklares, at reglerne ikke er overtrådt. Vurderingen finder sted, uanset om sagen er opstået på baggrund af en henvendelse udefra, via markedsovervågning eller i forbindelse med tilsyn med en virksomhed.

 

Hvis den indledende vurdering viser, at der er eller kan være tale om en overtrædelse, der stadig er i gang, giver Finanstilsynet den pågældende person eller virksomhed et påbud om at lade adfærden ophøre med det samme. Det sker typisk via et telefonopkald fulgt op af en skriftlig afgørelse om overtrædelsen.

 

2.2. Indhentning af oplysninger
Hvis Finanstilsynet vælger at undersøge sagen nærmere, tager Finanstilsynet typisk kontakt til den, som sagen vedrører. Vedkommende bliver skriftligt præsenteret for de oplysninger, som Finanstilsynet har, og henvendelsen indeholder typisk nogle spørgsmål, som skal besvares. Henvendelsen indeholder også en henvisning til eller et resumé af de regler, som personen eller virksomheden bliver undersøgt for at have overtrådt.

 

Inden Finanstilsynet sender sine spørgsmål, forsøger en medarbejder telefonisk at kontakte virksomheden eller personen, som har begået den mulige overtrædelse, for at forberede den pågældende på den skriftlige henvendelse. Samtidig får den pågældende mulighed for at stille eventuelle spørgsmål. Hvis det ikke er muligt at få telefonisk kontakt, henvender Finanstilsynet sig kun skriftligt.

 

Henvendelsen bliver typisk sendt til personens digitale postkasse, medmindre andet er aftalt.

 

Formålet med den indledende henvendelse er at få sagen belyst bedst muligt fra begyndelsen. Finanstilsynet er opmærksomt på, at det, der umiddelbart kan ligne en overtrædelse, kan være helt legitim adfærd, og Finanstilsynet er lydhør overfor alle sider af sagen.

 

Med henvendelsen følger en svarfrist. Det afhænger af sagens karakter, hvor lang denne frist er. Der er f.eks. forskel på, om Finanstilsynet beder om oplysninger, som virksomheden forventes at kunne svare på umiddelbart, eller om virksomheden skal have tid til at undersøge nogle forhold nærmere.

 

Når Finanstilsynet modtager svar på en henvendelse, er det ikke ualmindeligt, at Finanstilsynet stiller opfølgende spørgsmål. Det kan også være, at Finanstilsynet foreslår et møde på baggrund af besvarelsen. Hvis henvendelsen giver anledning til spørgsmål eller andet, kan modtageren også selv foreslå et møde eller ringe til den relevante medarbejder.

 

I visse tilfælde kontakter Finanstilsynet ikke den, der har begået den mulige overtrædelse. Hvis Finanstilsynet f.eks. forventer at anmelde forholdet til politiet, kan efterforskningsmæssige hensyn betyde, at den, som sagen vedrører, ikke må være bekendt med sagen. I de tilfælde bliver den pågældende ikke spurgt eller på anden måde inddraget i sagen. Det drejer sig typisk om sager om markedsmisbrug, dvs. markedsmanipulation og insiderhandel.

 

Finanstilsynet har endvidere forskellige beføjelser, som kan bruges til at indhente oplysninger om den undersøgte person eller virksomhed fra andre personer. Finanstilsynet kan eksempelvis indhente oplysninger fra banker i forbindelse med undersøgelse af en kundes handel med aktier.

 

Finanstilsynet har også mulighed for at komme på uanmeldte kontrolbesøg i forbindelse med undersøgelse af en række lovovertrædelser. Kontrolbesøg finder dog kun sted i specielle tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at særlige omstændigheder gør det nødvendigt. En særlig omstændighed kan f.eks. være, hvis der opstår en krisesituation for den pågældende virksomhed. Muligheden forventes kun anvendt i sjældne tilfælde.

 

2.3. Selvinkriminering

Hverken enkeltpersoner eller virksomheder har pligt til at svare på Finanstilsynets spørgsmål, hvis Finanstilsynet har en konkret mistanke om et strafbart forhold. Det skyldes, at en person eller virksomhed, der undersøges for strafbare forhold, har ret til ikke at inkriminere sig selv –  dvs. ret til at undlade at svare på spørgsmål eller i øvrigt videregive oplysninger, fordi svaret eller oplysningerne eventuelt vil kunne bevise, at personen eller virksomheden har overtrådt loven.

 

Hvis Finanstilsynets undersøgelse er på et sådant stadie, at Finanstilsynet har en konkret mistanke om et strafbart forhold, indeholder Finanstilsynets henvendelse et afsnit om retten til ikke at inkriminere sig selv, dvs. retten til ikke at svare. Finanstilsynet har pligt til at vejlede om en persons eller virksomheds ret til ikke at inkriminere sig selv – også selvom Finanstilsynet ikke har taget stilling til sagen. Det, at henvendelsen indeholder oplysninger om selvinkriminering, betyder altså ikke, at den, der undersøges, eksempelvis vil blive meldt til politiet. Det er dog en mulighed, som den undersøgte skal være opmærksom på.

 

2.4. Henlæggelse
Finanstilsynet tager løbende stilling til, om sagsbehandlingen skal fortsætte, eller om sagen skal henlægges. Det sker for at sikre, at sager ikke bliver undersøgt længere end nødvendigt til gene for den, som sagen omhandler. Når en sag bliver henlagt, orienterer Finanstilsynet den undersøgte person eller virksomhed. Det gælder dog kun i de tilfælde, hvor personen eller virksomheden er bekendt med Finanstilsynets undersøgelse.

 

2.5. Reaktionsvalg

Finanstilsynet kan anvende en række forskellige reaktioner, hvis Finanstilsynet konstaterer, at der er sket en overtrædelse. Reaktionen vil afhænge af overtrædelsen. Den mest alvorlige reaktion er politianmeldelse.

Reaktionerne er følgende:

 

 

I forbindelse med at Finanstilsynet indhenter oplysninger, informerer Finanstilsynet om, at den mulige overtrædelse kan straffes. Finanstilsynet oplyser også forud for beslutningen om et påbud, en påtale eller en politianmeldelse, hvilken reaktion det vælger.

 

2.6. Høring

En høring over en afgørelse eller en politianmeldelse er en god mulighed for, at den undersøgte person kan danne sig et overblik over sagen og for at komme med indsigelser mod de faktuelle forhold i sagen.

 

Finanstilsynet er efter forvaltningsloven forpligtet til at høre sagens parter, når den, afgørelsen retter sig mod, ikke kender de faktiske oplysninger, som Finanstilsynet lægger til grund for afgørelsen.

 

Finanstilsynet kan dog også i en række andre tilfælde vælge at sende afgørelser eller politianmeldelser i høring for at sikre, at beslutninger om reaktioner sker på så oplyst et grundlag som muligt. Hvis Finanstilsynet ikke forventer, at en høring vil kunne ændre afgørelsen, sender det kun afgørelsen i høring, hvis forvaltningsloven kræver det.

 

En politianmeldelse betragtes ikke som en forvaltningsretlig afgørelse. Finanstilsynet har derfor ikke pligt til at sende en sådan i høring, men gør det dog ofte, hvis det er muligt.

 

Længden på høringsfristen afhænger af sagen og bliver oplyst i forbindelse med høringen.

 

Finanstilsynet oplyser også i forbindelse med en høring, om en afgørelse eller politianmeldelse bliver offentliggjort, hvis den ender med at blive besluttet. Læs mere om dette i afsnit 2.8.

 

2.7. Finanstilsynets bestyrelse

Politianmeldelser og principielle afgørelser skal behandles af Finanstilsynets bestyrelse, når de er færdigbehandlet af Finanstilsynets medarbejdere.

 

Hvis sagen skal behandles af bestyrelsen, bliver det oplyst i forbindelse med høringen. Det er muligt at få foretræde for bestyrelsen. Det betyder, at den som sagen vedrører, eller personens eller virksomhedens rådgiver, har mulighed for at møde fysisk op til et bestyrelsesmøde i Finanstilsynet. Vedkommende får ti minutter til at fremlægge sin version af sagen, men har ikke ret til at være til stede, når bestyrelsen diskuterer sagen.  Bestyrelsen tager konkret stilling til alle sager, den får forelagt. Det er derfor ikke givet på forhånd, at bestyrelsen følger udkastet til afgørelsen eller politianmeldelsen. En medarbejder vil kontakte den pågældende efter bestyrelsesmødet og orientere om udfaldet.

 

2.8. Offentliggørelse af afgørelser og politianmeldelser

Finanstilsynet er forpligtet til at offentliggøre en række afgørelser og politianmeldelser. Formålet er at skabe åbenhed om Finanstilsynets arbejde.

 

I forbindelse med høring over en sag oplyser Finanstilsynet, om afgørelsen eller politianmeldelsen bliver offentliggjort, hvis den ender med at blive besluttet. Finanstilsynet er i visse tilfælde forpligtet til at offentliggøre oplysninger om politianmeldelser, også selvom sagen ikke har været i høring. Den anmeldte bliver på forhånd orienteret om offentliggørelsen.

 

I nogle tilfælde, og afhængig af den enkelte sag, kan Finanstilsynet anonymisere, hvem en sag vedrører. Sager anonymiseres typisk, hvis offentliggørelsen af navnet på personen eller virksomheden vil medføre uforholdsmæssig stor skade for den, sagen omhandler. I de tilfælde vil sagen blive beskrevet uden brug af navne.

 

2.9. Fortrolige oplysninger

Finanstilsynets medarbejdere har skærpet tavshedspligt. Det betyder, at de oplysninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med sagsbehandling af overtrædelser, ikke kan udleveres til udeforstående – eksempelvis i forbindelse med aktindsigt. Med andre ord vil oplysningerne kun blive brugt internt i Finanstilsynet og evt. ved anmeldelse til politiet.

 

Sager om god skik er ikke omfattet af tavshedspligten, dvs. sager om overtrædelse af regler om, at finansielle virksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Det betyder, at der er mere åbenhed om god skik-sagerne end om andre sager.

 

2.10. Klagemuligheder

Den, som en afgørelse retter sig mod, kan klage over afgørelsen. Klagemuligheden gælder kun afgørelser. Det betyder, at der ikke kan klages over politianmeldelser.

 

En eventuel klage skal rettes til Erhvervsankenævnet. De afgørelser, der kan klages over, indeholder en klagevejledning. Erhvervsankenævnet skal modtage klagen senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt. Der er et gebyr for at få en sag behandlet hos Erhvervsankenævnet. Gebyret er som udgangspunkt på 4.000 kr.

 

Erhvervsankenævnet tager stilling til afgørelsen. Det betyder, at Erhvervsankenævnet enten kan stadfæste afgørelsen, hjemvise afgørelsen – altså sende den tilbage til Finanstilsynet til fornyet behandling – eller ændre afgørelsen.

 

Erhvervsankenævnets kendelser kan indbringes for domstolene. Det skal ske indenfor otte uger efter, at kendelsen er meddelt den pågældende. Hvis en afgørelse ikke indbringes for enten Erhvervsankenævnet eller domstolene, er afgørelsen endelig.

 

2.10.1 Særligt om politianmeldelser
En politianmeldelse er ikke ensbetydende med, at en person har gjort noget forkert. Den er en opfordring til politiet om at undersøge et forhold, som anmelderen mener er ulovligt. En politianmeldelse betragtes ikke som en forvaltningsretlig afgørelse, og det er derfor ikke muligt at klage over den.

 

Det er op til politiet, om de vil efterforske en politianmeldelse. Sager, der behandles af politiet, er omfattet af retsplejelovens regler.