Baggrund
Forsikringsmæglerforeningen har anmodet Finanstilsynet om en vurdering af rækkevidden af forsikringsmæglerens eneret, jf §§ 1 og 2 i lov om forsikringsformidling.
Regelgrundlag
Lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 22. august 2013 angiver, at
”§ 1. Denne lov finder anvendelse på erhvervsmæssig formidling af forsikringer, hvorved forstås den aktivitet, der består i mod vederlag at forelægge, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler eller genforsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og opfyldelse af sådanne aftaler, navnlig i skadestilfælde ”
Og at
”§ 2. I denne lov forstås ved
1) Forsikringsmæglervirksomhed: Den aktivitet, der består i at yde kunden rådgivning på basis af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsløsninger som muligt, og den aktivitet, der består i at præsentere kunden for forsikringsløsninger fra et eller flere forsikringsselskaber, uden at der er indgået udtrykkelig aftale med forsikringsselskaberne herom. ”
Lovens § 1, stk. 1 gengiver artikel 2 (3)1. led i direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling og angiver de aktiviteter, der omfattes af begrebet forsikringsformidling.
Efter bestemmelsens ordlyd er både det indledende arbejde med at finde det bedste forsikringstilbud, selve aftaleindgåelsen og medvirken ved administration og opfyldelsen af de indgåede forsikringsaftaler, omfattet af begrebet forsikringsformidling.
Forsikringsrådgivning som selvstændig aktivitet blev omfattet af lovens krav til udøvere heraf den 1. januar 2005, idet bestemmelsen fra dette tidspunkt - I modsætning til den dagældende lov om forsikringsformidling – anser de opregnede betingelser som alternativer. Denne ændring betød, at man man udøver forsikringsformidling, hvis man blot foretager én af de beskrevne handlinger.
I forarbejderne angives det således:
”En virksomhedsudøver, der som led i den pågældendes hovedvirksomhed på erhvervsmæssigt grundlag foretager en gennemgang af kundens forsikringsbehov og rådgiver kunden om arten af den forsikringsdækning, kunden bør etablere, er således omfattet af definitionen i § 1. Dette gælder, uanset at virksomhedsudøveren overlader det til kunden selv at indhente tilbud fra et eller flere forsikringsselskaber på den anbefalede forsikringsdækning og uanset, at sådanne virksomhedsudøvere historisk set har anvendt andre virksomhedsbetegnelser end forsikringsmægler som f. eks. forsikringsrevisor.”
Det følger samtidig af § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, at loven ikke finder anvendelse på
- den forsikringsformidling, der tilbydes af forsikringsselskaber og de ansatte
- rådgivning om forsikringsdækning, som skatteeksperter eller revisorer lejlighedsvis foretager i forbindelse med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed”,
Vurdering
Lovens § 1 angiver hvilke ydelser, der kun må udbydes af virksomheder og personer, der har opnået tilladelse efter loven, dog modificeret af lovens § 3 som specifikt angiver, hvor loven ikke finder anvendelse.
Når loven i § 3 foruden forsikringsformidling, der tilbydes af forsikringsselskaber og deres ansatte, alene undtager den rådgivning om forsikring, der lejlighedsvis ydes i forbindelse med anden erhvervsvirksomhed, følger det modsætningsvist, at erhvervsudøvere, der som forretningskoncept har indrettet sig på at kunne tilbyde forsikringsformidling, herunder forsikringsrådgivning, omfattes af loven og skal have tilladelse til at udøve denne virksomhed.