Realkreditloven § 2, stk. 3

Finanstilsynets fortolkning i skrivelse af 10. oktober 1997

Et realkreditinstitut har klaget over Finanstilsynets afgørelse i skrivelse af 20. januar 1997.

I den anledning har Finanstilsynet meddelt følgende præciseringer. Realkreditinstituttet kan ikke i eget regi foretage udfyldning eller præcisering af en købsaftales vilkår, medmindre der er tale om købesummens berigtigelsesmåde, korrektion af objektive fejl i købsaftalen eller objektiv præcisering af forhold, der direkte kan udledes af købsaftalen.

Realkreditinstituttet kan bortset fra berigtigelsesmåden ikke rådgive om ændrede vilkår, men kan uden selv at vurdere forholdet henlede kundens opmærksomhed på forhold i købsaftalen, som bør overvejes nærmere.

Endvidere kan realkreditinstituttet orientere om, at køber har en fortrydelsesret, men må ikke rådgive om, hvorvidt den konkret bør benyttes.

Realkreditinstituttet kan foretage alle normale ekspeditioner forbundet med ejendomshandelens berigtigelse.

Realkreditinstituttet kan ikke i eget regi forestå betalingen/modtagelsen af refusionssaldoen, idet der herved er tale om pengeinstitutvirksomhed, som efter realkreditlovens § 2 skal udøves gennem datterselskaber.