Redegørelse om inspektion i Coop Bank A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var i december 2018 på inspektion i Coop Bank A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet som led i det løbende tilsyn med banken. Inspektionen omfattede bl.a. bankens risikovurdering, politikker, procedurer og interne kontroller samt kundekendskabsprocedurer, herunder overvågning af kunder.

Risikovurdering og sammenfatning

Banken tilbyder simple udlånsprodukter og konti til håndtering af almindelig dagligdagsøkonomi, herunder betalingskort til fysiske personer med dansk CPR-nummer, som er bosiddende i Danmark, og som er registreret som medlemmer af Coop. Banken tilbyder også, i mindre omfang, basale indlåns- og betalingskonti til kunder bosiddende i udlandet. Derudover tilbyder banken Coop forbrugslån til ikke-medlemmer.

Banken er internetbaseret og har ingen filialer. Medlemmer af Coop kan i begrænset omfang indsætte beløb på deres konti i Coop´s fysiske butikker. Banken tilbyder ikke produkter til selskaber, virksomheder, foreninger eller andre juridiske personer.

 

Finanstilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at selvom banken alene tilbyder enkle finansielle produkter og primært har privatkunder bosat i Danmark, består bankens kundeportefølje udelukkende af distancekunder, og banken udbyder en række forskellige finansielle produkter.

 

På baggrund af inspektionen er der to områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Finanstilsynet konstaterede, at banken i sin risikovurdering ikke i tilstrækkelig grad identificerer og vurderer den iboende risiko for, at banken kan blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Dette gælder særligt risikoen for, at banken kan blive misbrugt til finansiering af terrorisme. Banken får derfor påbud om at revidere sin risikovurdering.

 

Endelig får banken påbud om at revidere sin hvidvaskpolitik, så denne tydeligt indeholder en identifikation og afgrænsning af, hvilke forretninger banken vil udføre, givet at banken skal kunne forebygge hvidvask og terrorfinansiering effektivt.