Redegørelse om inspektion i Merex International A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var i november 2018 på inspektion i Merex International A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet som led i det løbende tilsyn med virksomheden. Inspektionen omfattede virksomhedens overholdelse af hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer samt undersøgelses-, noterings- og underretningspligt.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden har tilladelse til valutaveksling i medfør af § 41 i hvidvaskloven. Virksomheden tilbyder valutaveksling til private kunder og virksomhedskunder. 

Herudover har virksomheden en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester (pengeoverførselsvirksomhed) i medfør af § 37, stk. 1, nr. 2, i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger, ligesom virksomheden er pengeoverførselsagent for Western Union.

 

I virksomheden er foruden ejeren selv beskæftiget to personer på fuldtid og to på deltid. Virksomheden modtager både kontante midler og kortbetaling.

 

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj. Finanstilsynets vurdering har baggrund i vurderingen af den iboende risiko, som er forbundet med valutavekslingsvirksomhed.

 

På baggrund af inspektionen er der en række områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

 

Virksomheden får påbud om at sikre, at der i alle tilfælde, hvor der indgås en forretningsforbindelse, indhentes og angives tilstrækkelige oplysninger om kundeforholdets formål og tilsigtede beskaffenhed, og at virksomheden forholder sig til oplysningerne.

 

Virksomheden får påbud om at sikre, at alle etablerede forretningsforbindelser overvåges.

 

Virksomheden får et påbud om at sikre, at der udføres tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer for alle kunder, og at dette kan godtgøres overfor Finanstilsynet.  

 

Herudover får virksomheden påbud om at sikre, at undersøgelser af usædvanlige transaktioner noteres og kan dokumenteres.

 

Endelig får virksomheden påbud om at underrette Hvidvasksekretariatet i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) om alle komplekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter, hvor mistanke om hvidvask og terrorfinansiering ikke kan afkræftes.