Redegørelse om inspektion af Sydbank A/S som systematisk internalisator

Finanstilsynet har gennemført en inspektion af Sydbank A/S i relation til bankens aktivitet som systematisk internalisator (SI).

Inspektionen var et led i en tværgående inspektion, hvor samme tema blev undersøgt i alle ti registrerede danske SI’er. Inspektionen skete i perioden fra november 2018 til maj 2019.

Baggrund

En systematisk internalisator er et investeringsselskab, der udfører kundeordrer om køb eller salg af værdipapirer via handler med sin egenbeholdning.

Formålet med temainspektionen var at undersøge, om de danske SI’ere opfyldte kravene til systematiske internalisatorer i forhold til:

  • at opgøre, om selskabet har foretaget systematisk internalisering i et givent finansielt instrument
  • efterhandelsgennemsigtighed i de instrumenter, hvori selskabet er SI
  • offentliggørelse af prisstillelser for aktier og ETF’er henholdsvis obligationer.

Sammenfatning

Sydbank A/S har oplyst, at banken på inspektionstidspunktet var SI i et udvalg af aktier og realkredit-, virksomheds- og statsobligationer.

Finanstilsynet har givet Sydbank A/S påbud om at etablere foranstaltninger, der sætter banken i stand til at vurdere, hvorvidt dens handelsaktivitet i virksomhedsobligationer overskrider SI-grænseværdierne, og banken dermed skal agere obligatorisk SI i den pågældende udsteders obligationer.