Redegørelse om undersøgelse af hvidvaskområdet hos Danica Pension

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet har i perioden marts 2015 – november 2015 foretaget undersøgelse af Danica Pension med henblik på at vurdere, om selskabet overholder gældende regler på hvidvaskområdet.

Sammenfatning og risikovurdering

Finanstilsynet har i forbindelse med undersøgelsen foretaget en vurdering af selskabets iboende risiko på hvidvaskområdet på baggrund af dets forretningsmodel, herunder kunder, produkter, leveringskanaler og geografiske forhold samt selskabets størrelse og markedsmæssige position.

Selskabet er et helejet datterselskab i Danske Bank-koncernen. Selskabet havde pr. 31. december 2014 ca. 566.000 kunder, hvilket gør selskabet til et af Danmarks største pensionsselskaber.

Selskabets udbud af pensions- og livsforsikringsprodukter kan opdeles i tre kategorier:

- Firmaordninger, der oprettes som led i et ansættelsesforhold, og hvorpå indbetalinger foretages via arbejdsgiveren. Firmaordningerne dækker primært over obligatoriske firmaordninger, men også i begrænset omfang over frivillige og individuelle firmaordninger.

- Private ordninger, som oprettes på baggrund af aftale mellem selskabet og kunden, og hvorpå indbetaling foretages direkte af kunden.

- Gruppelivsforsikringer, der typisk tegnes i forbindelse med firmaordninger, og hvorpå præmieindbetalingen er ens for alle i gruppen og fastsættes på baggrund af gruppens sammensætning. 
Sammenlignet med øvrige pensionsselskaber har selskabet en relativ høj andel af private ordninger.

Det er Finanstilsynets vurdering, at der generelt er meget lav risiko for, at selskabet kan misbruges til hvidvask eller terrorfinansiering i forbindelse med udbuddet af både gruppelivsforsikringer og obligatoriske firmapensionsordninger. Dette skyldes bl.a., at der for disse ordninger er en række risikobegrænsende faktorer, herunder beskatningsregler og det forhold, at alle indbetalinger foretages via arbejdsgiveren.

Selskabets hvidvaskrisici vurderes således primært at forekomme i forbindelse med ind- og udbetalinger til selskabets private ordninger, herunder særligt i forhold til private ordninger uden fradragsret. På disse ordninger kan midlerne indbetales af kunden selv, og oprindelse af disse vil derfor i udgangspunktet vil være selskabet ubekendt.

Finanstilsynet finder på baggrund af undersøgelsen, at selskabets foranstaltninger på hvidvaskområdet generelt er tilstrækkelige. Undersøgelsen har således alene givet Finanstilsynet anledning til at meddele en enkelt risikooplysning i relation til selskabets overvågning af udbetalinger ved forsikringstageres genkøb af policer.