Info om whistleblower-ordningen

Her kan du læse om Finanstilsynets whistleblower-ordning, og hvordan den kan bruges.

Finanstilsynets whistleblower-ordning:
Whistleblower-ordningen giver personer mulighed for gennem en særlig og anonym kanal at indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af en finansiel virksomhed.

Hvem kan whistleblowe?
Hvis du er ansat i en finansiel virksomhed og her har oplevet noget, der kan være en mulig overtrædelse af den finansielle lovgivning, kan du anmelde dette til Finanstilsynets anonyme whistleblower-ordning.

Alle finansielle virksomheder skal endvidere have en intern whistleblower-ordning . Du kan frit vælge, om du vil sende din anmeldelse til din virksomheds interne whistleblower-ordning eller til Finanstilsynet. Den finansielle virksomhed har efterfølgende mulighed for at videresende anmeldelsen til Finanstilsynet.

Hvis du ikke er ansat i en finansiel virksomhed, men har informationer om en mulig overtrædelse af den finansielle lovgivning, er du selvfølgelig også meget velkommen til at kontakte Finanstilsynet.

Sikker kommunikation:
Når du indberetter en anmeldelse til Finanstilsynet, sker det gennem en kontaktformular, der sikrer, at anmeldelsen sendes sikkert til Finanstilsynet.

Hvis du kommunikerer med Finanstilsynet gennem  e-mail, er det muligt, at dette ikke sker gennem en sikker kanal. Der er altså en mulighed for, at mail-korrespondancen kan blive opsnappet af andre.

Anonymitet og aktindsigt:
Finanstilsynet må ikke videregive personoplysninger om en person, der ved brug af eget navn har indberettet virksomheden til Finanstilsynet for en overtrædelse, eller en potentiel overtrædelse, af de regler der er udstedt på det finansielle område.

Personoplysninger er dermed ikke underlagt aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven eller reglerne om underretning i retssikkerhedsloven.

Finanstilsynet kan efter en undtagelse i lov om finansiel virksomhed videregive oplysninger til andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet med flere., hvis det skønnes relevant. Videregives oplysningerne til en anden myndighed, vil denne myndighed ligeledes være omfattet af den tavshedspligt, der gælder for Finanstilsynets ansatte. Oplysningerne må altså ikke videregives af den myndighed, der har fået oplysningerne tilsendt, men myndigheden må gerne anvende oplysningerne i myndighedens sagsbehandling. Således kan for eksempel anklagemyndigheden vælge at indkalde whistlebloweren som vidne, hvis whistleblowerens identitet er kendt.