Anmeldelse af teknisk grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomheder

Gældende fra 1. august 2013

Indsendes af: Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser

Ifølge § 20, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed samt ændringer heri ske senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse.

Nedenstående links henviser til de skemaer, som de i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed nævnte virksomheder skal benytte ved anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed samt ændringer heri og ved den årlige indsendelse af sammenskrivning af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.

Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 1, skal indsendelse af anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed ske ved at benytte skemaet benævnt "Anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed". I henhold til bekendtgørelsens § 9, stk. 1, skal alle anmeldelser være vedlagt en særskilt aktuarerklæring Skemaet benævnt "Aktuarerklæring" skal benyttes til dette, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 2.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, skal indsendelse af eventuelle særskilte redegørelser for anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed ske ved at benytte skemaerne ”Redegørelse i henhold til § 5 stk. 1” og ”Redegørelse i henhold til § 6 stk. 1”.

Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 8 og 9, skal indsendelse af sammenskrivning af det anmeldte tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed ske ved at benytte skemaet benævnt ”Sammenskrivning af det anmeldte tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed”.

Ifølge bekendtgørelsens § 8, stk. 2, skal anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed samt ændringer heri indsendes til Finanstilsynet i ét underskrevet eksemplar. Den underskrevne anmeldelse, inkl. den hertil hørende aktuarerklæring samt eventuelle redegørelser i henhold til bekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller § 6, stk. 1, skal enten indsendes i papirform eller elektronisk til Finanstilsynet.

Ifølge bekendtgørelsens § 8, stk. 3, skal det i bekendtgørelsens § 2, stk. 8 og 9, nævnte sammenskrevne tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed hvert år inden udgangen af juni indsendes elektronisk til Finanstilsynet i ét underskrevet eksemplar.

Elektronisk indsendelse af

  • anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed samt ændringer heri og
  • sammenskrivning af det anmeldte tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed

skal ske via mail til ”anmeldelse@ftnet.dk”. Der er mulighed for at kryptere en mail, hvis livsforsikringsselskabet ønsker det. En mail skal opfylde følgende krav:
a) De ovenfor nævnte dokumenter skal vedhæftes mailen som hver sit pdf-dokument.
b) De ovenfor nævnte dokumenter kan, hvis deres størrelse nødvendiggør det, indsendes via flere mails. De enkelte dokumenter kan herunder opdeles i flere del-dokumenter, hvis deres størrelse nødvendiggør det. Det skal i så fald fremgå tydeligt, hvordan samtlige dokumenter hører sammen.

Skemaer