Den europæiske proces

Se også

For yderligere information om:

De forberedende retningslinjer og landenes indberetninger til EIOPA – klik her

Solvens II udarbejdes under den såkaldte Lamfalussy-proces, som har til formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgivnings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen omfatter fire niveauer:

  • Niveau 1: Rådet og Parlamentet vedtager et rammedirektiv.
  • Niveau 2: Kommissionen udsteder forordninger eller direktiver med bestemmelser, som udfylder rammedirektivet (såkaldte gennemførselsforanstaltninger).
  • Niveau 3: De nationale tilsynsmyndigheder deltager i europæiske myndigheder (EBA/ESMA/EIOPA), som kan udstede retningslinjer og vejledninger om brugen og fortolkningen af reguleringen under niveau 1 og 2.
  • Niveau 4: Kommissionen påser, at medlemslandenes lovgivning overholder EU-reguleringen.

Med vedtagelsen af Omnibus II kan Solvens II-forordningen samt de udfyldende bestemmelser (niveau 2) og vejledningerne hertil (niveau 3) færdiggøres og sendes i høring. Herunder findes en beskrivelse af niveau 1-3 i Solvens II-processen.

Niveau 1: Rammedirektivet

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) blev vedtaget.

Niveau 2: Gennemførselsforanstaltninger

Solvens II-direktivet indeholder en række beføjelser for Kommissionen til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, der præciserer og uddyber specifikke elementer af direktivet. Direktivet foreskriver i alt 79 områder, hvor der skal være gennemførelsesforanstaltninger.

Gennemførelsesforanstaltningerne forventes at have karakter af delegerede retsakter og skal i så fald vedtages af Kommissionen med mulighed for indsigelse fra Rådet og Europa-Parlamentet inden for en given frist.

Kommissionen er i gang med at revidere niveau 2 og den endelige forordning forventes offentliggjort i august 2014.

Niveau 3: Udstedelse af retningslinjer og vejledninger

Niveau 3 består af ikke bindende regulering fra EIOPA. Som offentlig myndighed er Finanstilsynet dog bundet, hvorfor der skal tungtvejende hensyn til ikke at overholde retningslinjer og vejledninger udstedt af EIOPA.

Niveau 3-regulering vil medvirke som fortolkningsbidrag til niveau 1 og 2 og da Finanstilsynets fortolkning af lovgivningen vil være baseret herpå vil virksomhederne dermed være indirekte bundet af de udstedte retningslinjer og vejledninger.

Grundet forsinkelsen i Solvens II-processen offentliggjorde EIOPA i 2013 såkaldte forberedende retningslinjer ("explanatory guidelines") for at ensarte medlemslandenes udvikling af nationale regler frem mod Solvens II. Retningslinjerne vedrører følgende emner:

  • Retningslinjer for fremadrettet vurdering af selskabets egne risici ("Guidelines on Forward Looking Assessment of Own Risks")
  • Retningslinjer for præ-ansøgningsproces for interne modeller ("Guidelines on Pre Application of Internal Models")
  • Retningslinjer for indberetning af oplysninger til de nationale kompetente myndigheder ("Guidelines on Submission of Information to National Competent Authorities")
  • Retningslinjer for ledelsessystem ("Guidelines on System of Governance")

Finanstilsynet har valgt at implementere en række af kravene og har pr. 31. december 2013 indberettet til EIOPA hvilke retningslinjer Danmark overholder og såfremt enkelte retningslinjer ikke overholdes hvorfor dette er tilfældet (såkaldt "comply or explain").

 

Download