Temainspektioner i storbanker bekræfter hård konkurrence om boliglån

De senere års udvikling på boligmarkederne i København og Aarhus har medført en hård konkurrence mellem pengeinstitutterne om at yde lån til købere af huse og lejligheder i vækstområderne. Det bliver bekræftet af temainspektioner i de største banker i Danmark.

Finanstilsynet foretog i første halvår af 2016 en tværgående undersøgelse af nye bevillinger til køb af ejer- eller andelsbolig i København og Aarhus. Undersøgelsen omfattede de fem største danske banker – Danske Bank, Jyske Bank, Nordea Bank Danmark, Nykredit Bank og Sydbank – samt den danske afdeling af den svenske bank Handelsbanken.

 

”Temaundersøgelsen bekræfter endnu en gang, at konkurrencen på dette område er meget høj. Derfor er det særligt vigtigt, at kvaliteten af bankernes beslutningsgrundlag er i orden, for eksempel med hensyn til opgørelse af rådighedsbeløb og formue. Undersøgelsen viser, at der er for mange fejl og mangler på dette område, selv om ikke alle fejl er lige vigtige for det samlede billede,” siger vicedirektør Kristian Vie Madsen.

 

”Konkurrencen illustreres af, at bankerne i vid udstrækning fraviger deres egne hovedregler i forhold til, hvornår de ønsker at yde lån. Det viser sig blandt andet ved, at bankerne accepterer en højere gældsfaktor hos kunderne, end deres egne hovedregler tilsiger,” siger Kristian Vie Madsen.

 

Temainspektionerne viste, at bankernes hovedregler i mange tilfælde ikke er særlig præcise, og at kriterierne for, hvornår reglerne kan afviges, heller ikke er det.

 

”De enkelte lån bliver ikke nødvendigvis uforsvarlige, men på den måde bliver det overladt til den enkelte bankmedarbejder at fastlægge risikoprofilen. Det burde bestyrelserne gøre,” siger Kristian Vie Madsen.

 

Finanstilsynet udsendte i januar i år en vejledning om forsigtighed ved kreditgivning i vækstområder. Temainspektionerne omfatter bevillinger, der er givet før denne vejledning. Holdt op mod kriterierne i vejledningen vurderer Finanstilsynet, at omkring 10 pct. af bevillingerne ikke ville kunne leve op til kriterierne for forsigtighed, først og fremmest på grund af for høje gældsfaktorer (kundens samlede gæld divideret med den årlige bruttoindkomst).

 

En tilsvarende undersøgelse blandt mindre og mellemstore pengeinstitutter viste i april 2016 også, at konkurrencen på lån til ejer- og andelsboliger i København og Århus er meget høj.  

 

Der er offentliggjort inspektionsredegørelser for temainspektionerne i de fem danske banker.

 

Læs inspektionsredegørelserne:

 

Danske Bank

Jyske Bank

Nordea Bank Danmark

Nykredit Bank

Sydbank

 

 

Yderligere kommentarer: Kristian Vie Madsen via Kirsten Grandahl, tlf. 33 55 82 10.