Øget konkurrence om erhvervsudlån

En temaundersøgelse i en række udvalgte pengeinstitutter viser, at der er øget konkurrence om at tiltrække erhvervsudlån. Institutterne er generelt blevet mere villige til at lempe kreditvilkår eller bruge prisen aktivt i kampen om kunderne.

Finanstilsynet har i 1. halvår af 2017 gennemgået nye bevillinger til erhvervskunder i 13 store, mellemstore og mindre pengeinstitutter samt i 2 filialer af udenlandske banker.

 

Indtrykket fra inspektionerne er, at risikovilligheden er steget, og at der dermed er større konkurrence om kunderne end ved tidligere undersøgelser.

 

”Vi oplever, at institutterne er mere aktive i forhold til at lempe på kravene til kunderne og til at bruge prissætningen, end de var for få år siden. Prisen på lån bliver brugt både til at tiltrække nye kunder og fastholde eksisterende kunder,” siger vicedirektør Kristian Vie Madsen.

 

Eksempler på uforsvarlige bevillinger

Finanstilsynet har ved undersøgelsen fundet enkelte eksempler på bevillinger, som er uforsvarlige, enten på grund af kundens svage økonomi eller på grund af utilstrækkeligt kendskab til kunden.

 

Herudover er der fundet mange eksempler på bevilling af udlån med forhøjet risiko. Der er også i en del institutter observeret overraskende mange fravigelser fra de hovedregler for kreditgivning, som institutternes bestyrelser har fastsat.  

 

”Omfanget af bevillinger med forhøjet risiko bør ikke blive for stort i de enkelte institutter, da det øger tabsrisikoen også ved mindre, negative ændringer i samfundsøkonomien,” siger Kristian Vie Madsen.

 

I mange tilfælde har Finanstilsynet desuden fundet eksempler på utilstrækkelige bevillingsgrundlag, hvor institutterne ikke havde tilstrækkelige oplysninger til, at der kunne foretages en fyldestgørende vurdering af risikoen ved lånet. Der var generelt muligheder for at forbedre bevillingsgrundlag.

 

Undersøgelsen har afdækket en betydelig variation i kvaliteten af institutternes datasystemer. Flere institutter bør derfor forbedre datakvaliteten.

 

Se redegørelserne her.