Danske storbanker kan modstå hård recession

Den fælleseuropæiske stresstest viser, at de fire største danske banker vil opretholde en positiv kapitaloverdækning selv i tilfælde af et hårdt økonomisk tilbageslag. Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank opretholder i den meget hårde stresstest en egentlig kerne-kapitalprocent på mellem 11,7 og 15,6 pct. ved udgangen af 2020. Resultatet af stresstesten vil indgå i den fremadrettede dialog med bankerne om blandt andet kapitalmålsætninger og udlodningspolitik.

"Resultaterne viser, at de største danske banker er robuste selv i tilfælde af et hårdt økonomisk tilbageslag. Det tilbageslag, der regnes på, er væsentligt hårdere end i tidligere stresstest, og hårdere end det, der regnes på for Europa generelt. Kapitaleffekten er derfor også betydelig og højere end i tidligere stresstest. Det er derfor samlet set et betryggende resultat set med danske øjne. Når det er sagt, så beror denne konklusion i høj grad på et gunstigt kapitalmæssigt udgangspunkt, og det er vigtigt, at de største danske banker værner om dette i fremtiden ved at holde på noget af indtjeningen til opbygning af kapital," siger Finanstilsynets direktør, Jesper Berg.

Læs den fulde pressemeddelelse her (pdf).

 

Se oversigt over alle de danske resultater her.