Undersøgelse af realkreditinstitutters oplysning om kursskæring til private kunder før, under og efter aftaleindgåelse

Finanstilsynet har gennemført en undersøgelse af realkreditinstitutternes oplysning til private kunder om kursskæring før, under og efter aftaleindgåelse.

Kursskæring er et gebyr, som institutterne opkræver ved obligationshandel, typisk i forbindelse med låneoptagelse, refinansiering og obligationsindfrielse af realkreditlån. Kursskæring er et kursfradrag eller et kurstillæg i forhold til den kurs, som obligationerne handles til. Dette kursfradrag/kurstillæg tilfalder det institut, der foretager handlen.

Finanstilsynets undersøgelse har vist, at realkreditinstitutterne ikke oplyser om kursskæring i alle relevante sammenhænge. Når institutterne oplyser om kursskæring, er oplysningerne ofte utilstrækkelige og svært forståelige for den private kunde. Det fremgår af undersøgelsen, at institutterne typisk oplyser kunden om kursskæring sent i forløbet, f.eks. ved udlevering af materiale om kursskæring sammen med lånetilbuddet. Derudover har undersøgelsen vist, at realkreditinstitutternes information om kursskæring er meget varierende både i udformning og tilgængelighed. Information om kursskæring fremgår i overvejende grad af institutternes ordreudførelsespolitik, der er en del af institutternes almindelige forretningsbetingelser. Det er Finanstilsynets vurdering, at det kan være svært for private kunder selv at finde frem til de enkelte realkreditinstitutters almindelige forretningsbetingelser på institutternes hjemmesider, hvis de ønsker at orientere sig om markedet, inden de tager kontakt til et institut.

 

Læs hele rapporten her.