Regnskabskontrolsag vedrørende årsrapporten for regnskabsåret 2015 for Parken Sport & Entertainment A/S, CVR-nr. 15 10 77 07

Erhvervsstyrelsen har gennemført en kontrol af årsrapporten for regnskabsåret 2015 for Parken Sport & Entertainment A/S.

Koncernregnskabet og årsregnskabet for modervirksomheden er aflagt efter International Financial Reporting Standards som godkendt af EU. Årsrapporten er herudover udarbejdet i overensstemmelse med yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede virksomheder.

Års- og koncernregnskabet er revideret af KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Revisionspåtegningen er uden forbehold eller supplerende oplysninger.

Afgørelse
Erhvervsstyrelsen har den 31. maj 2017 truffet følgende afgørelse vedrørende årsrapporten for 2015 for Parken Sport & Entertainment A/S, jf. årsregnskabslovens § 159 a, stk. 5 og 6, sammenholdt med årsregnskabslovens § 161.

Erhvervsstyrelsen påtaler overfor virksomheden, for så vidt angår goodwill relateret til fitness.dk, at årsrapporten for 2015 ikke indeholder oplysninger om:

  • Hvorvidt værdien af nøgleforudsætninger anvendt ved nedskrivningstest af goodwill afspejler tidligere erfaringer eller, hvis dette er relevant, er i overensstemmelse med eksterne informationer og, hvis dette ikke er tilfældet, hvordan og hvorfor de afviger fra tidligere erfaringer eller eksterne informationer, herunder oplysninger om den ændrede forretningsstrategi for fitness.dk, jf. IAS 36, afsnit 134, litra d, nr. (ii).
  • Hvornår der er tale om gennemsnitlige antal medlemmer i fitness. dk i en periode, og hvornår der er tale om antal medlemmer på et givent tidspunkt samt metoden til opgørelse af det gennemsnitlige antal medlemmer, jf. IAS 36, afsnit 134, litra d, nr. (ii).
  • Værdien af nøgleforudsætningerne ”gennemsnitlig medlemspris” og ”gennemsnitlige tilkøb pr. medlem” i følsomhedsanalysen for nedskrivning af goodwill vedrørende fitness.dk, jf. IAS 36, afsnit 134, litra f, nr. (ii).

Afgørelsen har på grund af forholdenes principielle karakter været forelagt Finanstilsynets bestyrelse på mødet den 30. maj 2017, jf. årsregnskabslovens § 159 a, jf. lov om finansiel virksomhed § 345 og lov om
værdipapirhandel m.v. § 84.

Læs afgørelsen her.