Redegørelse for påbud til Gefion Insurance A/S om fejl i årsrapporten for 2017 og halvårsrapporten for 1. halvår 2018

Finanstilsynet har foretaget en regnskabskontrol af Gefion Insurance A/S’ årsrapport for 2017 og halvårsrapport for 1. halvår 2018 og har konstateret fejl. Nedenstående er et resumé af Finanstilsynet påbud til Gefion Insurance.

Finanstilsynet har påbudt selskabet at offentliggøre supplerende/korrigerende information til rapporterne, hvori:

  • Gefion Insurance undlader at indregne et udskudt skatteaktiv på:
    • 5 mio. kr. i årsrapporten for 2017 og 6,9 mio. kr. i sammenligningstallet for 2016
    • 4 mio. kr. i halvårsrapporten for første halvår 2018.
  • Gefion Insurance i relation til årsrapporten giver en tilstrækkelig beskrivelse af sine specifikke finansielle risici og forsikringsrisici samt politikker og mål for styringen af disse risici
  • Gefion Insurance i relation til årsrapporten oplyser tallene vedrørende selskabets solvensforhold for det forudgående regnskabsår i ledelsesberetningen og oplyser, at selskabet ikke opfyldte solvenskapital-kravet uden indregning af det udskudte skatteaktiv pr. 31. december 2016.
  • Gefion Insurance i relation til ledelsesberetningen i halvårsrapporten beskriver de risici og usikkerhedsfaktorer, som Gefion Insurance var underlagt de resterende 6 måneder af regnskabsåret.

Begrundelsen for påbuddet om at undlade indregning af de udskudte skatteaktiver var, at Gefion Insurance A/S ikke efter Finanstilsynets vurdering havde overbevisende dokumentation for, at der ville være tilstrækkelig skattepligtig indkomst til rådighed til at udnytte de udskudte skatteaktiver.

Det fremgik af påbuddet, at Gefion Insurance A/S kan vælge at rette forholdene vedrørende årsrapporten for 2017 som fejl i årsrapporten for 2018, hvis denne bliver offentliggjort tæt på det tidspunkt, hvor den supplerende/korrigerende information til årsrapporten for 2017 skulle offentliggøres.

Selskabet skal i givet fald angive i årsrapporten for 2018, at årsrapporten for 2017 var fejlbehæftet, og oplyse om, hvilke fejl der var tale om, herunder effekten på solvensopgørelsen for 2016.

Selskabet skal dog fortsat offentliggøre supplerende/korrigerende information til halvårsrapporten for 1. halvår 2018.