Redegørelse om påtale til Østervrå Andelskasse for fejl i halvårsrapporten for 1. halvår 2018

Finanstilsynet har konstateret to fejl i Østervrå Andelskasses halvårsrapport for 1. halvår 2018. Andelskassen har rettet fejlene ved at offentliggøre supplerende/korrigerende information til halvårsrapporten. Derfor påtaler Finanstilsynet, at der var fejl i halvårsrapporten for 1. halvår 2018.

Sammenfatning

 

Finanstilsynet har i forbindelse med sin inspektion i Østervrå Andelskasse i efteråret 2018 gjort andelskassen opmærksom på, at der i visse af andelskassens udlån med sikkerhed i fast ejendom var betydelige provisionsindtægter, der var blevet indregnet med det samme som en indtægt.

 

Finanstilsynet vurderer, at det var en fejlagtig regnskabsmæssig behandling, da de betydelige provisionsindtægter burde indgå som en del af udlånets effektive rente og dermed skulle indregnes over lånenes løbetid.

 

Den fejlagtige regnskabsmæssige behandling af provisionsindtægterne medførte, at det så ud til, at andelskassen opfyldte sit minimumskapitalkrav på balancedagen den 30. juni 2018, hvilket ikke var tilfældet. Finanstilsynet vurderer, at den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet er en væsentlig oplysning, som burde have fremgået af halvårsrapporten.

 

Andelskassen har rettet fejlene ved at offentliggøre supplerende/korrigerende information til halvårsrapporten den 6. februar 2019.