Fast ejendom ikke omfattet af kontantforbud - Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme § 2

Finanstilsynets afgørelse af 22. september 2008

Fortolkning
Det er Finanstilsynets opfattelse, at hvidvasklovens kontantforbud, jf. § 2, ikke omfatter fast ejendom. De af loven omfattede virksomheder og personer skal dog være opmærksomme på, at usædvanligt store kontanttransaktioner i forbindelse med handel med fast ejendom vil medføre skærpet undersøgelsespligt, jf. § 7, stk. 1 sammenholdt med § 6, stk. 1.

Retligt grundlag
Hvidvasklovens § 2 indeholder et forbud mod, at forhandlere af genstande samt auktionsholdere modtager kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover. Dette forbud omfatter efter Finanstilsynets opfattelse ikke fast ejendom. Finanstilsynets vejledning om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og terrorfinansiering, punkt 22, vil blive rettet i overensstemmelse hermed ved den kommende opdatering.