Redegørelse om påtale af kreditter omfattet af direkte finansiering i Østervrå Andelskasse

I forbindelse med Finanstilsynets løbende tilsyn med andelskassen indkaldte Finanstilsynet i december en oversigt over bevægelser i nedskrivninger og foretagne bevillinger siden Finanstilsynets sidste undersøgelse i juni/juli 2017.

To andelshavere, med en kvalificeret ejerandel, havde modtaget bevillinger på hver 2 millioner kr. til investeringskreditter i andelskassen.

Et pengeinstitut må som udgangspunkt ikke yde finansiering til ejere af kapitalandele, som har en kvalificeret ejerandel i pengeinstituttet, da det betragtes som direkte finansiering. Med direkte finansiering menes, at pengeinstituttet finansierer indskud af kapital i pengeinstituttet. For almindelige ejere af kapitalandele gælder reglerne om direkte finansiering kun i de tilfælde, hvor den ydede finansiering går direkte til køb af kapitalandele. For kapitalindehavere med en kvalificeret ejerandel er kravene skærpede. Her kan pengeinstituttet kun tilbyde finansiering, hvis de kan godtgøre, at følgende betingelser er opfyldt:

  • Transaktionen er realiseret på samme betingelser som andre transaktioner med tredjemand.
  • Den fysiske eller juridiske person er ikke afhængig af udlodningerne eller salget af de besiddede kapitalinstrumenter for at kunne betale renter og tilbagebetale finansieringen.

Dette gælder også selvom midlerne ikke anvendes til at indskyde kapital i pengeinstituttet. Andelskassen kunne ikke på tilfredsstillende vis godtgøre, at bevillingerne ikke falder under betingelserne for at kunne betragtes som direkte finansiering. Kreditterne er indfriet på baggrund af Finanstilsynets drøftelser med andelskassen. Finanstilsynet skal påtale, at andelskassen i perioden december 2017 til maj 2018 overtrådte reglerne for direkte finansiering.

Som en del af sikkerhederne for lånene bevilliget til andelshaverne modtog andelskassen pant i egne andelsbeviser. En andelskasse må ikke erhverve egne andelsbeviser eller modtage egne andelsbeviser som pant. Finanstilsynet skal på dette grundlag påtale, at andelskassen i perioden december 2017 til maj 2018 har overtrådt reglerne herom.