Påbud til et forsikringsselskab om at oplyse klart og tydeligt om, at der gælder fortrydelsesret ved køb af en afbestillingsforsikring - Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 3

Finanstilsynets afgørelse af 8. december 2011.

Værd at vide

Afgørelser er typisk påtaler og påbud til virksomhederne. Afgørelser er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til virksomhederne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

Afgørelse

Finanstilsynet har påbudt et forsikringsselskab, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 769 af 27. juli 2011 om god skik for finansielle virksomheder, at oplyse klart og tydeligt om, at der gælder fortrydelsesret ved køb af en afbestillingsforsikring. Oplysning om fortrydelsesret skal fremgå klart og tydeligt af brevet med tilbud på en afbestillingsforsikring.

Sagsfremstilling

Et forsikringsselskab har udsendt breve med tilbud på en afbestillingsforsikring til en række af selskabets kunder. På tilbudsbrevets første side er der en henvisning til forsikringsselskabets hjemmeside, hvor kunden kan klikke sig ind og blandt andet få adgang til at se de samlede forsikringsbetingelser, hvor det på næstsidste side i betingelserne fremgår, at der gælder fortrydelsesret ved køb af en afbestillingsforsikring. I selve tilbudsbrevet er der ingen oplysning om fortrydelsesret.

Vurdering

Det følger af lov om finansiel virksomhed § 43, at finansielle virksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forrentningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Ifølge § 3 i god skik bekendtgørelsen, skal en finansiel virksomhed handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. § 3 benyttes til at sikre den generelle overholdelse af civilretlige forbrugerbeskyttende regler, fx lov om forsikringsaftaler, lov om visse forbrugeraftaler mv.

Lov om forsikringsaftaler § 34d forpligter et selskab til tydeligt at oplyse om fortrydelsesret. Det er Finanstilsynets opfattelse, at en henvisning i et tilbudsbrev ikke giver kunden en tydelig oplysning om, at der gælder fortrydelsesret ved køb af en afbestillingsforsikring.

Det er Finanstilsynets vurdering, at en generel henvisning i et tilbudsbrev til en hjemmeside, hvor information om fortrydelsesret findes på næstsidste side i de almindelige forsikringsbetingelser, ikke kan betegnes som en ”tydelig” oplysning.

Oplysning om, at kunden har fortrydelsesret ved køb af en afbestillingsforsikring, bør fremgå af selve tilbudsbrevet, således at kunden informeres herom samtidig med den øvrige information i tilbudsbrevet. 

Forsikringsselskabet har derfor handlet i strid med § 3 i god skik bekendtgørelsen, ved ikke at oplyse om fortrydelsesret i breve med tilbud på en afbestillingsforsikring, jf. lov om forsikringsaftaler § 34d.