Påbud til Pensionskassen for teknikum- og diplomingeniører (ISP) om information til medlemmerne om udbetalingsprofiler for invalide- og alderspensionerne

Finanstilsynet har den 28. maj 2018 meddelt følgende påbud til Pensionskassen for teknikum- og diplomingeniører (ISP) i forhold til deres markedsrenteordning for at efterleve §§ 3 og 4 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Finanstilsynet påbyder ISP at efterleve §§ 3 og 4 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder ved at tilrette sit medlemsmateriale, herunder prognoser, pensionsoversigter, hjemmeside, årsoversigter mv., så det tydeligt fremgår, at ISP har en strategi om, at udbetalingsprofilerne i de enkelte investeringsprofiler skal være faldende eller stigende. Informationerne skal gøre det klart for medlemmerne, hvad en faldende pensionsydelse konkret betyder, altså f.eks. i hvilket omfang den falder og over hvor lang tid.

Dertil påbyder Finanstilsynet ISP at tilrette sit medlemsmateriale specifikt omkring invalideydelserne. Både raske og invalidepensionister skal have oplyst, at invalideydelsen ændrer sig, når levetidsforudsætninger og forudsætningerne for beregningsrente ændres. Det skal fremgå, at invalideydelserne har samme risici for negativt afkast og ændrede levetidsforudsætninger som alderspensionerne, og at der dermed er risiko for, at ydelserne kan falde. Informationerne skal gøre det klart for medlemmerne hvad en faldende invalideydelse konkret betyder, altså f.eks. i hvilket omfang den falder og over hvor lang tid.

Læs hele afgørelsen.

I samme sag valgte Finanstilsynet også at anmelde ISP til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for vildledning af medlemmer, se særskilt afgørelse her.