Redegørelse om påtale af fejl i Nem Forsikring A/S' årsrapport for 2017

Finanstilsynet har foretaget regnskabskontrol af Nem Forsikring A/S’ årsrapport for 2017. Finanstilsynet fandt fejl i årsrapporten, og forsikringsselskabet valgte på den baggrund at offentliggøre korrigerende/supplerende information til årsrapporten.

Sammenfatning

Finanstilsynet har påtalt følgende fejl i forsikringsselskabets årsrapport for 2017:

  • Erstatningshensættelserne var mindst 8,2 mio. kr. for lave pr. 31. december 2016, jf. Finanstilsynets påbud i forbindelse med funktionsinspektion af forsikringsselskabet i november 2017, og årsrapporten for 2017 indeholdt ikke de fornødne konsekvenser heraf.
  • Årsregnskabet indeholdt ikke oplysninger om, at en del af transaktionerne med nærtstående parter er sket med virksomheder eller koncerner, hvor Nem Forsikring indgår som en associeret virksomhed. Desuden manglede der oplysninger om omfanget af transaktioner og mellemværender med nærtstående parter, da der ikke var oplysninger om den beløbsmæssige størrelse af disse fordelt på kategorier af nærtstående parter.
  • Der manglede en tilstrækkelig beskrivelse af forsikringsselskabets finansielle risici og forsikringsrisici samt forsikringsselskabets politikker og mål for styringen af disse risici.

Nem Forsikring har den 30. august 2018 offentliggjort supplerende/korrigerende information til årsrapporten for 2017, hvor forsikringsselskabet har rettet fejlene. Da fejlene dermed er rettet, modtager selskabet alene en påtale for fejlene i årsrapporten.