Påtale til Valiant Capital Management, L.P. for ikke at indberette korte nettopositioner rettidigt

Finanstilsynet har d. 17. oktober 2018 givet Valiant Capital Management, L.P. en påtale for overtrædelse af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 236/2012 om short selling og visse typer af credit default swaps (short selling forordningen) ved ikke at indberette flere korte positioner rettidigt til Finanstilsynet.

Baggrund

I henhold til short selling forordningens artikel 9 skal en fysisk eller juridisk person, som har en kort position, opgøre sin korte nettoposition ved midnat på den handelsdag, hvor positionen er opnået.

 

Hvis den korte nettoposition er 0,2 pct. eller mere af det noterede selskabs aktiekapital, skal den juridiske eller fysiske person indberette oplysninger om positionen til den relevante kompetente myndighed (i Danmark Finanstilsynet) den efterfølgende dag senest kl. 15.30. Hvis den korte nettoposition er 0,5 pct. af det noterede selskabs aktiekapital eller derover, bliver den korte nettoposition offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside. Hvis den korte nettoposition kommer under 0,2 pct. af selskabets aktiekapital, skal positionen nedflages i Finanstilsynets indberetningssystem.

 

Den 16. august 2018 kontaktede Finanstilsynet Valiant Capital Management, L.P. via e-mail for at følge op på visse korte nettopositioner i Finanstilsynets database med særlig lang løbetid.

 

Den 17. august 2018 svarede Valiant Capital Management, L.P., at to indberettede korte nettopositioner i Finanstilsynets database var fejlbehæftede, da de i begge tilfælde var blevet reduceret til under 0,2 pct. af selskabets aktiekapital, men at Valiant Capital Management L.P. ikke havde indberettet ændringerne til Finanstilsynet. Valiant Capital Management, L.P. har i alt ikke foretaget tre indberetninger vedrørende to af dets korte nettopositioner, hvoraf to af indberetningerne skulle have fundet sted for mere end et år siden.

 

I ingen af tilfældene var den korte nettoposition på 0,5 pct. eller mere af det noterede selskabs aktiekapital, og den korte position har derfor ikke være offentliggjort.

 

Valiant Capital Management, L.P. har oplyst, at de manglende indberetninger skyldtes fejl i de alarmer, der skulle meddele, hvornår tærskelværdien for indberetningspligten blev overskredet.

 

Valiant Capital Management, L.P. har den 21. august 2018 indberettet de manglende korte nettopositioner til Finanstilsynet. Valiant Capital Management, L.P. har også meddelt Finanstilsynet, at selskabet stadig undersøger, hvad der kan have været årsagen til fejlen i deres system, og arbejder på at forbedre monitoreringsalarmerne. Efter at være blevet gjort opmærksom på de manglende indberetninger af Finanstilsynet vil Valiant Capital Management, L.P. desuden forbedre sine interne processer og den interne kommunikation, således at fejlen ikke opstår igen.

 

For yderligere information om short selling forordningen henviser Finanstilsynet til temasiden på www.finanstilsynet.dk.