Påtale til OrbiMed Advisors LLC for forkert indberetning af en kort nettoposition

Finanstilsynet har den 11. juli 2019 givet OrbiMed Advisors LLC en påtale for overtrædelse af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 om short selling og visse typer af credit default swaps (”short selling forordningen”).

Baggrund

I henhold til short selling forordningens artikel 9 skal en fysisk eller juridisk person, som har en kort position, opgøre sin korte nettoposition ved midnat på den handelsdag, hvor positionen er opnået. Hvis den korte nettoposition er indberetningspligtig, jf. short selling forordningens artikel 5 og 6, skal den fysiske eller juridiske person i henhold til artikel 9 indberette positionen til den relevante kompetente myndighed med korrekte detaljer vedrørende identiteten på den fysiske eller juridiske person, som har den korte position.

Hvis den korte nettoposition er 0,2 % eller mere af det noterede selskabs aktiekapital, skal den juridiske eller fysiske person indberette oplysninger om positionen til den relevante kompetente myndighed (i Danmark Finanstilsynet) den efterfølgende dag senest kl. 15.30. Hvis den korte nettoposition er 0,5 % af det noterede selskabs aktiekapital eller derover, bliver den korte nettoposition offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside. Hvis den korte nettoposition kommer under 0,2 % af selskabets aktiekapital, skal positionen nedflages i Finanstilsynets indberetningssystem.

Den 4. juni 2019 kontaktede Finanstilsynet OrbiMed Advisors LLC via e-mail for at følge op på en kort nettoposition i Finanstilsynets database med særlig lang løbetid.

Den 7. juni 2019 svarede OrbiMed Advisors LLC, at den indberettede korte nettoposition i Finanstilsynets database var fejlbehæftet, idet positionen var blevet reduceret til under 0,2 pct. af selskabets aktiekapital for ca. 10 måneder siden, men at OrbiMed Advisors LLC ikke havde indberettet ændringen til Finanstilsynet.

OrbiMed Advisors LLC har den 7. juni 2019 indberettet de korrekte oplysningerne om den korte nettoposition til Finanstilsynet.

Den korte nettoposition var ikke på 0,5 pct. eller mere af det noterede selskabs aktiekapital, og den forkert indberettede position har derfor ikke været selvstændig offentliggjort.

OrbiMed Advisors LLC har oplyst, at den manglende indberetning skyldtes mangelfulde manuelle kontroller for, hvornår tærskelværdien for indberetningspligten blev overskredet.

OrbiMed Advisors LLC har yderligere oplyst, at de efterfølgende har indført automatiserede alarmer, der notificerer hvis tærskelværdien for indberetningspligten overskrides, hvorfor lignende fejl ikke vil forekomme fremadrettet.

For yderligere information om short selling forordningen henviser Finanstilsynet til temasiden på www.finanstilsynet.dk.