Realkreditloven § 18 b, stk. 2, 1. pkt. - Om lån til medarbejdere i realkreditinstituttet

Finanstilsynets fortolkning af 22. april 1998

Finanstilsynet har fundet anledning til en præcisering af et den 19. november 1997 afgivet fortolkningsbidrag vedrørende § 18 b, stk. 2, 1. pkt.

Finanstilsynet meddelte, at der i forbindelse med fortolkningen af realkreditlovens § 18 b, stk. 2, sammenholdt med § 1, stk. 3, og § 2, stk. 2, 1. pkt., skal sondres mellem eksternt udlån, dvs. ydelse af lån til bestyrelsesmedlemmer m.v., der ikke er ansat i realkreditinstituttet og ydelse af lån internt i virksomheden til realkreditinstitutters ansatte. Ydelse af lån til medarbejdere i realkreditinstituttet antages, under forudsætning af at lånene ikke ydes med henblik på at opnå økonomisk udbytte, at kunne henføres til instituttets personalepolitik.