Redegørelse om inspektion i Danske Andelskassers Bank A/S

Finanstilsynet var i januar og februar 2018 på inspektion i Danske Andelskassers Bank A/S. Inspektionen var en opfølgning på seneste inspektion i oktober/november 2016, og gennemgangen omfattede kreditområdet samt bankens faktiske solvens og solvensbehov.

Sammenfatning og risikovurdering

Danske Andelskassers Banks forretningsmodel er at modtage indlån og yde udlån til erhvervsdrivende og private i hovedsageligt Jylland og på Fyn samt at investere modtagne indlån i noterede værdipapirer.

Fordelingen af udlån er henholdsvis 63 pct. til erhvervskunder og 37 pct. til privatkunder. Eksponeringen mod landbrug, som er bankens største erhvervsbranche, er faldet, men udgør med 22 pct. af de samlede udlån fortsat en meget stor andel af bankens erhvervsudlån.

Som følge af positive årsresultater de seneste to år og en aktiekapitaludstedelse ultimo 2017 er bankens kapitalgrundlag og kapitalstruktur styrket væsentligt, og solvensoverdækningen udgjorde ultimo december 2017 3,9 pct. Kapitalgrundlaget er dog stadig mindre end gennemsnittet for tilsvarende institutter, og banken mangler fortsat at indfri 19 mio. kr. statslig hybrid kernekapital.

Bankens basisindtjening er beskeden, og bankens forbedrede resultater skyldes især en positiv udvikling i kursreguleringer og nedskrivninger.

Selv om nedskrivningsniveauet er faldet, er det stadig højere end gennemsnittet for sammenlignelige pengeinstitutter. Således udgjorde bankens nedskrivninger de første 9 måneder af 2017 0,6 pct. af de samlede udlån og garantier, mens gennemsnittet for sammenlignelige pengeinstitutter var 0,3 pct.

Finanstilsynet gennemgik på inspektionen 108 udvalgte udlån. Der blev i alt gennemgået udlån for 2,3 mia. kr., svarende til 18,6 pct. af den samlede udlånsmasse.

Finanstilsynet var generelt enig i nedskrivningsniveauet i de gennemgåede udlån. Finanstilsynet fandt yderligere nedskrivninger for knap 1 mio. kr. i et enkelt udlån.

Selvom der var tegn på forbedring af kvaliteten af bankens største udlån, har banken stadig en højere andel af udlån med objektive indikationer for værdiforringelse (OIV) end gennemsnittet. Der var således OIV i 24 pct. af bankens største udlån målt på volumen.

Banken udviser høj risikovillighed, når den etablerer nye kundeforhold. Der var således visse svaghedstegn i 53 af 75 gennemgåede nye udlån. Herudover var der væsentlige svaghedstegn eller objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 4 nye udlån. Banken løber herved en forhøjet risiko for senere tab.

Banken udviser endvidere øget risikoappetit ved bevilling til brancherne bygge og anlæg samt fast ejendom, som med en vækst på 3 pct. det seneste år til 17 pct. af de samlede udlån er de erhvervsbrancher, hvor banken er vokset mest. Der er tale om konjunkturfølsomme og kapitaltunge erhvervsbrancher, som sædvanligvis er forbundet med forhøjet risiko.

Banken modtog påbud om at forbedre anvendelsen af sine ejendomsskemaer til vurdering af sikkerheder i fast ejendom, samt et påbud om at nedskrive knap 1 mio. kr. på to af sine ejendomme.

Banken havde ultimo december 2017 opgjort sit individuelle solvensbehov til 10,6 pct., mens den faktiske solvens var opgjort til 16,4 pct. Finanstilsynet vurderer på baggrund af undersøgelsen, at solvensbehovet er tilstrækkeligt til at dække bankens risici.