Påbud – Arbejdernes Landsbank

Finanstilsynets afgørelse af den 19. december 2011.
Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme §§ 12 og 25

Værd at vide

Afgørelser er typisk påtaler og påbud til virksomhederne. Afgørelser er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til borgerne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

Arbejdernes Landsbank – Afgørelse på hvidvaskområdet

Finanstilsynet har i 2011 foretaget inspektion hos Arbejdernes Landsbank med henblik på at undersøge, om banken overholder gældende regler på hvidvaskområdet.

Arbejdernes Landsbank er målt på arbejdende kapital det niende største pengeinstitut i Danmark. Banken udbyder alle traditionelle bankprodukter til såvel indenlandske som udenlandske kunder bosat i 86 forskellige lande, hvor andelen af udenlandsk bosatte kunder udgør ca. 1 pct. af bankens samlede masse. Dette indebærer i udgangspunktet, at banken har en betydelig risiko for at blive misbrugt til hvidvask og finansiering af terrorisme.

Finanstilsynet vurderer, at banken i væsentligt omfang ikke har efterlevet kravene i hvidvaskloven. Tilsynet har således fundet anledning til at meddele banken adskillige påbud indenfor følgende områder:

  • Udpegning af hvidvaskansvarlig person på ledelsesniveau
  • Skriftlige interne regler
  • Undervisningsprogrammer for medarbejdere
  • Legitimation af privatkunder og virksomhedskunder
  • Indhentelse af oplysninger om formålet med forretningsforbindelse og det tilsigtede omfang heraf
  • Procedure m.v. i relation til politisk udsatte personer
  • Transaktioner for tredjemand
  • Overvågning af kundeforhold
  • Opmærksomhedspligt i forhold til FATF-listen
  • Undersøgelse af komplekse og usædvanlige kundetransaktioner

Bankens skriftlige interne regler om intern kontrol, risikovurdering, risikostyring og ledelsesrapportering på hvidvaskområdet har været utilstrækkelige. Endvidere er de skriftlige interne regler mangelfulde hvad angår beskrivelse af de krav, som medarbejderne skal overholde, og forretningsgangene tager ikke i tilstrækkelig grad udgangspunkt i bankens egne forhold og er indbyrdes usammenhængende. Det er Finanstilsynets vurdering, at bankens skriftlige interne regler på hvidvaskområdet kvalitetsmæssigt ligger betydeligt under det niveau, der findes i andre større pengeinstitutter, som Finanstilsynet har undersøgt.

Finanstilsynets stikprøvevise gennemgang viste adskillige tilfælde, hvor banken ikke havde legitimeret sine kunder i tilstrækkeligt omfang. De fleste tilfælde vedrørte mangelfuld legitimering af virksomhedskunder, klarlæggelse af virksomhedens ejer- og kontrolstruktur samt legitimation af virksomhedens reelle ejere.

Finanstilsynet har konstateret, at banken har undladt at foretage løbende overvågning af kundeforhold. Banken har hertil oplyst, at den har vurderet, at alle kunder er lavrisikokunder, og at kundetransaktioner på baggrund af denne vurdering ikke har været overvåget, hverken elektronisk eller manuelt.

Hvidvaskloven stiller imidlertid krav om, at bankens kundeforhold løbende skal overvåges. Transaktioner, der gennemføres som led i kundeforholdet, skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse

Finanstilsynet anser i særlig grad bankens manglende overvågning af kundetransaktioner for alvorlig. Dette skal ses i sammenhæng med, at banken efter Finanstilsynets vurdering ikke indhenter tilstrækkelige oplysninger om kundens formål med forretningsforbindelsen og tilsigtet omfang heraf, ikke kontrollerer om bankens kunder bosiddende i udlandet kan være politisk udsatte personer og ikke foretager en konkret risikovurdering af kunderne.

Finanstilsynet har givet banken påbud om at bringe forholdene i overensstemmelse med kravene i hvidvaskloven inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.