Finanstilsynets rapport om pensionsselskabernes information om privatiseringen af risiko i markedsrenteprodukter

21-01-2020

Finanstilsynet igangsatte i andet halvår af 2017 en undersøgelse af, om de eventuelle konsekvenser af pensioner uden garantier – både i opsparingsfasen og i pensionsårene – er kommunikeret klart og tydeligt til pensionstagerne.

 

Denne rapport opsummerer de observationer, som Finanstilsynet har gjort sig på baggrund af undersøgelsen. Det er dog vigtigt at understrege, at der efterfølgende er sket flere ting på området, men Finanstilsynet finder det dog fortsat relevant at offentliggøre det overordnede resultat af undersøgelsen, som indeholder en beskrivelse af, hvordan branchen kommunikerede, inden der kom fokus på området. På den måde er det nemmere at kortlægge udviklingen og branchens forbedringer ved en senere opfølgende undersøgelse.

 

På baggrund af undersøgelsen konstaterer Finanstilsynet, at det generelt er udfordrende for selskaberne at informere pensionstagerne fyldestgørende om de risici, der er forbundet med pensionsprodukterne. Finanstilsynet finder, at det er svært for pensionstagerne at få indblik i, hvilke risici de bærer med markedsrenteprodukterne, og hvilke konsekvenser det kan få for dem.

 

Læs hele rapporten: Pensionsselskabernes information om privatiseringen af risiko i markedsrenteprodukter 

 

Senest opdateret 21-01-2020