Nyheder og Q&A vedrørende indberetning til Erhvervsstyrelsen

Her vil Finanstilsynet løbende svare på ofte stillede spørgsmål og linke til nyheder vedrørende indberetning til Erhvervsstyrelsen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvis der mangler et felt til opmærkning, skal virksomheden bruge det nærmest sammenlignelige. Hvis der ikke findes et sammenligneligt felt, skal virksomheden lade være at opmærke informationen. Finanstilsynet vil opfordre alle til at fremsende informationer om manglende felter til regnskabsrapport@ftnet.dk.

Konkret betyder det nærmest sammenlignelige felt, at hvis virksomheden vil opmærke et felt, som ikke er i taksonomien, enten da det aflægges efter praksis, eller at det af andre årsager mangler i taksonomien, så skal virksomheden vælge det felt, der er nærmest sammenligneligt. F.eks. hvis en virksomhed har opdelt deres immaterielle anlægsaktiver i goodwill og i varemærker, og der i taksonomien ikke er felter til opmærkning af goodwill og varemærker, skal virksomheden vælge feltet for immaterielle anlægsaktiver.

Med ”ikke-finansielle dele” mener Finanstilsynet de ikke-regnskabsmæssige elementer af årsrapporten: ledelsesberetning, ledelsespåtegning, revisionspåtegning og noter, der ikke vedrører de finansielle regnskaber. Resultatopgørelsen og balancen vil derimod betegnes som ”finansielle dele”.

Der har i udarbejdelsen af taksonomien været fokus på, at Finanstilsynets taksonomi kan integreres med ESEF-taksonomien, og at der ikke er overlappende opmærkning. Dette vil også gøre sig gældende for fremtidige internationale taksonomier.

Såfremt der ved en fejl er ens felter i en EU taksonomi og Finanstilsynets taksonomi, vil det udelukkende være feltet i EU-taksonomien, der skal opmærkes.

Finanstilsynet modtager feedback på e-mail: regnskabsrapport@ftnet.dk, att. Fuldmægtig Marie-Louise Koch.

Nyheder om taksonomien