Investorer har krav på fair og balancerede oplysninger

Bankers markedsføring og øvrige kommunikation om investeringsmuligheder skal give dig et retvisende billede af både fordele og risici. Det har du som investor krav på.

Krav til markedsføring af investeringsprodukter og -services

Banken må gerne bruge markedsføring til at fremhæve sine investeringsprodukter og -services som fordelagtige, men den skal gøre det indenfor bestemte rammer. Oplysningerne skal være fair, klare og må ikke være vildledende.

Det betyder, at markedsføringen skal give et balanceret billede af de potentielle fordele og risici ved investeringen. Markedsføringen skal derfor indeholde både fordele og ulemper, og du skal som investor være særligt opmærksom på begge typer af information. Hvis du kun læser fordelene, kan det give dig et indtryk af, at du ved at investere i finansielle produkter som med stor sikkerhed vil øge eller beskytte din formue. Men med muligheden for at opnå et afkast kommer også en risiko for at tabe penge, og du bør som investor være lige så opmærksom på beskrivelserne af risici som beskrivelserne af fordele. Derfor bør du forholde dig kritisk overfor de mulige fordele, som markedsføringen beskriver, og gøre dig overvejelser om, hvorvidt du er villig til at tage risikoen for at tabe en del eller måske endda – ved særligt risikofyldte produkter – hele det beløb, du investerer.

Oplysninger om historisk afkast eller afkastforventninger må ikke bruges til at stille et bestemt afkast i udsigt. Et godt afkast tidligere kan give et indtryk af, at det også vil give et godt afkast fremover. Men det er ikke sikkert. Samtidigt kan forskellige måder at præsentere historisk eller forventet afkast i markedsføringen, hvis læst forkert, give indtryk af en større grad af sikkerhed for fremtidigt afkast, end reelt er tilfældet. Som investor bør du derfor forholde dig kritisk overfor konkrete oplysninger om historisk eller forventet afkast.

Banken skal sikre, at oplysningerne om afkast er retvisende. F.eks. må banken ikke vise et historisk afkast over en frit udvalgt periode, da det så er muligt at fremhæve et historisk afkast for en periode, der viser særligt gode resultater. Historisk afkast skal altid dække en periode frem til i dag.

Relation til dokument med central information (KID)

Hvis markedsføringen vedrører et bestemt produkt som f.eks. en investeringsfond, er det resultatscenarierne i dokumentet med central information, der er det primære mål for afkastforventning at forholde sig til for produktet. Oplysninger om afkast i markedsføringen må ikke fremhæve andre mål for afkast, så oplysningerne i dokumentet med central information skjules eller fremstår som mindre væsentlige.

Markedsføringen må gerne vise sammenligninger af produkter og service, men sammenligningsgrundlaget skal være relevant og meningsfuldt, og det skal være tydeligt, hvad der sammenlignes med, hvad forudsætningerne er, og hvor oplysningerne kommer fra. På den baggrund kan du som investor f.eks. gøre dig overvejelser om, hvorvidt sammenligningen er relevant for dig.

Hvad kan du gøre som investor?

Det er altid en god idé at søge yderligere information, inden man investerer. For investeringsfonde mv. er det f.eks. relevant at læse dokumentet med central information og sammenligne oplysningerne med den centrale information for andre produkter. Banken skal sikre, at det fremgår af markedsføringen, hvor dokumentet med central information kan findes.

Du kan med fordel stille dig selv følgende spørgsmål førend du investerer:

  • Har du læst produktets informationsdokument (KID) grundigt og forstået indholdet?
  • Har du tillagt de oplyste fordele og ulemper lige stor vægt i din investeringsbeslutning?
  • Har du tillagt historisk eller simuleret afkast for meget vægt i din investeringsbeslutning?
  • Passer produktet eller servicen med din risikovillighed?
  • Har du sammenlignet med andre produkter eller services?
  • Er du fuldt klar over, at investeringer indebærer risiko for at tabe penge såvel som tjene penge?

Hvis du er i tvivl, så spørg banken.