Mange risikobetonede lån til andelsboligkøbere

19-06-2018

Købere af andelsboliger i København og Aarhus bliver ofte bevilget lån, der er risikobetonede for både dem selv og deres bank, hvis priserne falder. Det viser en ny kreditundersøgelse i seks store og mellemstore pengeinstitutter.

Der er hård konkurrence mellem pengeinstitutterne om at låne ud til købere af andelsboliger i København og omegn samt i Aarhus, som er de områder, hvor priserne på andelsboliger er steget mest. Konkurrencen har medført en mere risikobetonet låneadfærd, viser Finanstilsynets undersøgelse, der er gennemført i to SIFI-banker og fire mellemstore pengeinstitutter. 

”Lån til køb af andelsbolig er karakteriseret ved, at institutterne dels løber en risiko på den enkelte køber, dels på den underliggende værdi af andelsboligforeningens ejendom. Alligevel ser vi, at der i mange tilfælde ikke sker værdiansættelse af foreningens ejendom, men at institutterne ukritisk yder lån alene på baggrund af handelsprisen på andelsboligbeviset. Det er særligt bekymrende, når andelsbeviser i vækstområderne bliver handlet til meget høje priser,” siger vicedirektør Kristian Vie Madsen.

 

Finanstilsynet indskærper på baggrund af undersøgelsen også, at institutterne skal udvise større forsigtighed i forhold til kunder med lavt rådighedsbeløb eller høj gældsfaktor og i forhold til hvilke krav, der stilles til kundernes egenfinansiering. Institutterne skal således være mere opmærksomme på vejledningen om belåning af boliglån i vækstområder og på god skik-reglerne. De skal begge forhindre udlån til kunder, hvis økonomi er for svag til at klare faldende ejendomspriser.

 

Kreditundersøgelsen er gennemført i Danske Bank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar Bank, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Sjælland-Fyn. Der er offentliggjort separate inspektionsredegørelser. Finanstilsynet har også udgivet en samlet redegørelse om temaundersøgelsen.

 

Læs inspektionsredegørelserne 

Læs Finanstilsynets redegørelse om temaundersøgelsen af nye udlån til andelsboliger her

 

Senest opdateret 19-06-2018