Selskaberne bør være forberedt på, at Storbritannien forlader EU, uden at der foreligger en ratificeret udtrædelsesaftale og uden overgangsperiode. EIOPA anerkender de politiske diskussioner om en aftale om Brexit, men fremhæver, at selskaberne skal være forberedt på alle scenarier.
EIOPA opfordrer selskaber, der fortsat vil have aktiviteter i Storbritannien efter et Brexit, til at tage de nødvendige skridt for at sikre, at de kan fortsætte deres aktiviteter og overholde allerede indgåede kontrakter, efter Storbritannien udtræder af EU.
EIOPA opfordrer endvidere selskaberne til løbende at vurdere risikoen på selskabernes solvenssituation forbundet med Brexit. EIOPA angiver en række områder, hvor Storbritanniens udtræden af EU vil kunne påvirke selskabernes værdiansættelse af forpligtigelserne, kapitalkravene eller kapitalgrundlaget. Selskabernes vurderinger bør indgå i selskabernes egen risiko og solvensvurderinger.
Kundeinformation
EIOPA har ligeledes opfordret selskaberne til i passende tid at informere eksisterende kunder og nye kunder om, hvordan Storbritanniens udtræden kan påvirke forholdet mellem selskabet og den enkelte kunde. Finanstilsynet forventer, at selskaberne kommunikerer, når de har tilstrækkelig vished om konsekvenserne.
Finanstilsynet gør endvidere opmærksom på, at danske forbrugere, som har tegnet eller ønsker at tegne forsikring hos et selskab i Storbritannien, selv bør søge information om konsekvenserne for forsikringskontrakten af, at Storbritannien forlader EU.