Finanstilsynet indleder ofte en undersøgelse med at sende et høringsbrev til den pågældende virksomhed. Med høringsbrevet søger Finanstilsynet at afklare sagen og finde ud af, hvorfor virksomheden har handlet, som den har. Måske er der en rimelig forklaring eller formildende omstændigheder.
Det er derfor ikke alle sager, der fører til en påtale eller et påbud fra Finanstilsynet. Det kan være, at sagen bliver henlagt undervejs, fordi det viste sig, at der alligevel ikke var tale om en overtrædelse. Det kan også være, at sagen bliver henlagt med en ”løftet pegefinger”, fordi forholdet var lige på grænsen til at være en overtrædelse.
Det forekommer også, at en virksomhed får en påtale, men at påtalen bliver offentliggjort i anonymiseret form af hensyn til særlige forhold.
Andre gange er overtrædelsen så alvorlig, at Finanstilsynet politianmelder virksomheden. Finanstilsynet offentliggør dog ikke nødvendigvis politianmeldelsen. Offentliggørelse afhænger af, om hensyn til efterforskningsmæssige skridt hos politiet taler imod dette.
Alle sager er individuelle. Det er altså ikke muligt at sige på forhånd, om en sag om f.eks. for sen offentliggørelse af intern viden vil føre til en påtale. Det vil altid ske på baggrund af en konkret vurdering.
Finanstilsynet undersøger alle forhold, som det bliver bekendt med.
Du kan finde de tilsynsreaktioner, som Finanstilsynet offentliggør her.