Finanstilsynet har undersøgt pensionssektorens løbende værdiansættelse af de alternative investeringer indenfor private equity, kredit, infrastruktur og ejendomme i forlængelse af COVID-19. Undersøgelsen viser, at der er betydelige forskelle i værdireguleringerne for de undersøgte aktivkategorier i forhold til de værdiudsving, der var på de noterede markeder. Desuden er der væsentlige forskelle i timingen og størrelsen af de enkelte pensionsselskabers værdireguleringer indenfor de samme alternative aktivkategorier. Finanstilsynet vurderer, at selskabernes forskellige værdiansættelsesprocesser og -metoder er en del af forklaringen.
Værdireguleringer på de noterede og unoterede markeder skal ikke nødvendigvis være én til én. Finanstilsynet finder det dog bemærkelsesværdigt, at der er observeret betydelige forskelle i værdireguleringerne for de undersøgte aktivkategorier i forhold til de værdiudsving, der var på de noterede markeder.
”Det er vigtigt for den enkelte pensionsopsparer, at selskaberne værdiansætter retvisende. Det er en forudsætning for god risikostyring, ordentlig løbende rapportering af afkast og for at sikre mod omfordeling mellem kunderne”, siger vicedirektør Carsten Brogaard.
”Værdireguleringer på de noterede og unoterede markeder skal ikke nødvendigvis være én til én, men det er bemærkelsesværdigt, at der er så store forskelle både mellem de enkelte pensionsselskaber og i forhold til udviklingen på markederne. Vi forventer, at selskaberne kan forklare værdireguleringerne og forskellene til værdiudsvingene på de noterede markeder”, siger Carsten Brogaard.
For at understøtte, at pensionsselskabernes værdiansættelser er retvisende, vil Finanstilsynet fremover have øget fokus på, om selskaberne har gode værdiansættelsesprocesser og betryggende metoder til værdiansættelse, der sikrer en tilstrækkelig hurtighed, hyppighed og størrelse af værdireguleringerne ved ændringer i markedsforhold og risikobilledet.
Samlet rapport om observationerne i temaundersøgelsen.
Fakta
De undersøgte aktivkategorier udgjorde ca. en femtedel af selskabernes samlede investeringsaktiver ultimo 2019.