Pensionsselskaber skal investere deres aktiver i henhold til prudent person-princippet. Det vil med andre ord sige, at de skal investere deres aktiver sådan, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt. I praksis betyder det, at midlerne skal investeres med det bedst mulige afkast indenfor den fastlagte investeringsstrategi. Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at selskabernes investeringsstrategi afspejler det, som pensionsopspareren er stillet i udsigt.
Vejledningen indeholder Finanstilsynets forventninger til selskabernes investeringsprocesser og opfyldelse af prudent person-princippets kriterier om at kunne identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om de risici, der er forbundet med pensionsselskabernes investeringer. Fokus er særligt på alternative investeringer, fordi selskaberne i de senere år har øget andelen af alternative investeringer markant, og fordi investeringscasen ofte er betydeligt mere kompleks end ved traditionelle investeringer.
Vejledningen er tilpasset på en række områder. Tilpasningerne bygger på erfaring og dialog i forbindelse med tilsynsaktiviteter, som Finanstilsynet har haft med pensionssektoren, siden vejledningen blev udstedt første gang i 2018.
En af tilpasningerne vedrører løbende værdiansættelse af alternative investeringer, bl.a. forventningerne til selskabernes værdiansættelsesmodeller. Vejledningen indeholder bl.a. et afsnit om, hvordan selskaberne kan sikre, at de alternative investeringer løbende værdireguleres uden unødig forsinkelse, når der sker store skift på de finansielle markeder.
En anden tilpasning har fokus på samspillet mellem prudent person-princippet og proportionalitetsprincippet. Finanstilsynet forventer, at selskaberne tager stilling til, hvilke foranstaltninger der er tilstrækkelige til, at de kan overholde lovgivningen, og at de i deres vurdering af proportionalitet har fokus på investeringernes art, omfang og kompleksitet. Proportionalitetsprincippet kan således indgå i forbindelse med små investeringer i ikke-komplekse virksomheder.
Hent vejledningen