Hvis du interesserer dig for investering, så er du sandsynligvis også stødt på finansielle influencere, såkaldte "finfluencere”, der især findes på sociale medier. Finanstilsynet følger fænomenet, der har vundet stadig større udbredelse i de senere år. Vi forventer, at antallet af finfluencere og omfanget af deres markedsføring vil fortsætte med at vokse. Derfor advarer Finanstilsynet nu private investorer om at være kritiske overfor investeringsanbefalinger på sociale medier.
"Det er positivt, at mange taler om investeringer og vil dele deres erfaringer, for det kan hjælpe andre med at blive mere fortrolige med, hvordan man kan investere. Men almindelige private investorer skal huske at stoppe op og bruge deres sunde fornuft, inden de trykker på ”køb”-knappen. Investorer skal selv undersøge og vurdere realismen i det, de bliver stillet i udsigt af finfluencere og andre på sociale medier," siger kontorchef Anne Bruun
Ingen forbrugerbeskyttelse ved råd fra finfluencere
Hvis man som investor følger anbefalinger fra en finfluencer, er man ikke beskyttet på samme måde, som hvis man vælger at bruge en rådgiver, der har en tilladelse fra Finanstilsynet. Finansielle rådgivere med en tilladelse er forpligtede til at handle i kundens bedste interesse, hvorimod finfluencers ikke er underlagt nogen krav og kan have skjulte interesser eller utilstrækkelige kompetencer.
"Finanstilsynet er meget opmærksom på finfluencernes stigende popularitet i Danmark og de risici, deres følgere udsætter sig selv for, hvis de ikke har deres kritiske briller på. Derfor arbejder vi på at nå ud til investorerne med fem gode råd. Vi håber, at investorerne vil huske vores råd, for at skille skidt fra kanel og beskytte sig selv," siger kontorchef Anne Bruun.