Lov om banker og sparekasser m.v. § 53 a, stk. 1 (tidligere § 54, stk. 2) - Vedr. observatører ved bestyrelsesmøder i forbindelse med overtagelse af sparekasse

13-09-1989

Finanstilsynets afgørelse af 13. september 1989.

Sagsfremstilling

Tilsynet har taget stilling til en sag, hvor to observatører, der var udpeget til at overvære bestyrelsesmøderne i den fortsættende sparekasse kun ville blive indkaldt til enkelte bestyrelsesmøder, og i disse møder ville de kun få adgang til at overvære behandling af engagementer, som var overtaget af den ophørende sparekasse.

Observatørordningen skulle betragtes som rent midlertidig og var kommet med, for at bestyrelsen i den fortsættende sparekasse skulle kunne trække på den viden, den tidligere bestyrelse havde om de overtagne engagementer.

Afgørelse/Begrundelse

Tilsynet udtalte:

"I denne anledning skal men med henvisning til BSL § 54, stk. 2 (efterfølgende § 53 a, stk. 1), om blandt andet bestyrelsesmedlemmers tavshedspligt meddele, at tilsynet vil kunne godkende den nævnte ordning under forudsætning af, at den alene skal virke i en kort overgangsperiode, at de nævnte repræsentanter fra den overtagne sparekasse alene indkaldes på afgivelse af faktiske oplysninger, som de i kraft af deres hidtidige virke som bestyrelsesmedlemmer i den ophørende sparekasse er i besiddelse af til bedømmelse af lånsøgers kreditværdighed, og at der ikke meddeles repræsentanterne oplysning om bestyrelsens beslutninger.

Tilsynet forventer, at ordningen ophører med udgangen af 1990."

Senest opdateret 13-09-1989