Lov om banker og sparekasser m.v. § 19 og bekendtgørelse nr. 868 af 25. november 1997 om spekulationsforretninger § 2 - Om lån i fremmed valuta - afgørelser af 9. december 1998 og 15. december 1998.

09-12-1998

Finanstilsynets afgørelser af 9. december 1998 og 15. december 1998.

Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 19

Sagsfremstilling:

Finanstilsynet blev af et kreditinstitut forespurgt, hvorvidt valutalån, der lovligt er optaget inden spekulationsbekendtgørelsens ikrafttræden, kan fortsætte til udløb.

Afgørelse/begrundelse:

Finanstilsynet meddelte, at valutalån, der lovligt er optaget inden spekulationsbekendtgørelsen trådte i kraft, ikke er omfattet af spekulationsforbuddet.

Begrundelsen herfor var, at forbuddet i spekulationsbekendtgørelsen alene omfatter erhvervelse af lån.

Finanstilsynet oplyste endvidere, at omlægning af lån optaget i en af konverteringsvalutaerne til euro ikke betragtes som erhvervelse af et nyt lån, og derfor medfører omlægningen ikke, at lånet bliver omfattet af spekulationsbekendtgørelsen. Begrundelsen herfor var, at konverteringsvalutaerne ikke længere er selvstændige valutaer, men alene omregningsenheder for euroen.

Euro betragtes fortsat som en fremmed valuta i relation til bekendtgørelsens § 2.

Senest opdateret 12-12-1998