Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 48 - hensættelser på engagementer overtaget ved en fusion
Sagsfremstilling:
Ved skrivelse af 1. april 1998 ansøgte et pengeinstitut - i det efterfølgende kaldet pengeinstitut nr. 1 - i medfør af bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1, om tilladelse til at overtage et andet pengeinstitut - i det efterfølgende kaldet pengeinstitut nr. 2.
Ved skrivelse af 18. maj 1998 meddelte tilsynet i medfør af bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1, pengeinstitut nr. 1 tilladelse til at overtage pengeinstitut nr. 2 med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 1998. Samtidig inddrog Finanstilsynet pengeinstitut nr. 2's tilladelse til at drive pengeinstitut i medfør af bank- og sparekasselovens § 47, stk. 1.
Finanstilsynet konstaterede ved sin gennemgang af det foreløbige årsregnskab for pengeinstitut nr. 1, at der var forskel på det beløb, der i resultatopgørelsen var udgiftsført som tab og hensættelser på debitorer, og de tab og hensættelser, der fremgik af specifikationen af hensættelserne. Tilsynet udbad sig en forklaring.
I skrivelse af 12. februar 1999 oplyste pengeinstitut nr. 1, at pengeinstituttet i forbindelse med overtagelsen af pengeinstitut nr. 2 havde overtaget hensættelser på 185.000 kr. Endvidere oplyste pengeinstitut nr. 1, at pengeinstituttet efter tilsynets godkendelse af overtagelsen havde indgået aftale med pengeinstitut nr. 2 om yderligere hensættelse på 267.000 kr. på nogle overtagne engagementer, som pengeinstitut nr. 1 vurderede som nødlidende. Denne ekstra hensættelse var fratrukket egenkapitalen i pengeinstitut nr. 2, således at hensættelsen ikke påvirkede resultatet for pengeinstitut nr. 1.
Finanstilsynet meddelte pengeinstitut nr. 1, i skrivelse af 4. juni 1999, at hensættelsen på nødlidende engagementer overtaget fra pengeinstitut nr. 2, og som var foretaget efter overtagelsens godkendelse, ikke kan modregnes i egenkapitalen fra pengeinstitut nr. 2, hvorfor hensættelsen vedrørende de nævnte engagementer skal udgiftsføres og behandles som en hensættelse i pengeinstitut nr. 1.
Denne afgørelsen blev påklaget til Erhvervsankenævnet.
Pengeinstitut nr. 1 anførte i forbindelse med klagen, at debitorernes bonitet ikke blev gennemgået i forbindelse med indgåelse af selve fusionsaftalen samt reserverede beløb til hensættelser i fusionsaftalen ikke var endeligt, idet det havde været hensigten - hvilket også var mundtligt aftalt mellem pengeinstitutterne - at debitorerne skulle gennemgås, når repræsentantskaberne havde godkendt fusionen.
På baggrund heraf aftalte pengeinstitut nr. 1 med repræsentanter fra det opløste pengeinstitut nr. 2, at det yderligere hensættelsesbehov skulle fratrækkes i egenkapitalen for pengeinstitut nr. 2.
Pengeinstituttet anførte endvidere i klagen, at det af overtagelsesaftalen fremgik, at egenkapitalen fra pengeinstitut nr. 2 kunne reduceres med afviklingsomkostningerne, og at pengeinstitut nr. 1 betragtede de yderligere hensættelser som afviklingsomkostninger.
Efter Finanstilsynets opfattelse omfatter afviklingsomkostninger ikke mer-hensættelser på overtagne engagementer.
Afgørelse/begrundelse:
Af kendelsen fra Erhvervsankenævnet fremgik, at ankenævnet tiltrådte, at der ikke kan ske ændring af fusionsaftalen efter Finanstilsynets godkendelse af fusionen.
Ankenævnet fandt endvidere, at der ved fortolkningen af fusionsaftalen ikke kan tages hensyn til forudsætninger hos de implicerede, som ikke har fundet klart udtryk i den aftaletekst, som har ligget til grund for repræsentantskabernes og Finanstilsynets godkendelse af fusionen.
Ankenævnet stadfæstede herefter Finanstilsynets afgørelse af 4. juni 1999.
Ved skrivelse af 1. april 1998 ansøgte et pengeinstitut - i det efterfølgende kaldet pengeinstitut nr. 1 - i medfør af bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1, om tilladelse til at overtage et andet pengeinstitut - i det efterfølgende kaldet pengeinstitut nr. 2. Ved skrivelse af 18. maj 1998 meddelte tilsynet i medfør af bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1, pengeinstitut nr. 1 tilladelse til at overtage pengeinstitut nr. 2 med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 1998. Samtidig inddrog Finanstilsynet pengeinstitut nr. 2's tilladelse til at drive pengeinstitut i medfør af bank- og sparekasselovens § 47, stk. 1. Finanstilsynet konstaterede ved sin gennemgang af det foreløbige årsregnskab for pengeinstitut nr. 1, at der var forskel på det beløb, der i resultatopgørelsen var udgiftsført som tab og hensættelser på debitorer, og de tab og hensættelser, der fremgik af specifikationen af hensættelserne. Tilsynet udbad sig en forklaring.I skrivelse af 12. februar 1999 oplyste pengeinstitut nr. 1, at pengeinstituttet i forbindelse med overtagelsen af pengeinstitut nr. 2 havde overtaget hensættelser på 185.000 kr. Endvidere oplyste pengeinstitut nr. 1, at pengeinstituttet efter tilsynets godkendelse af overtagelsen havde indgået aftale med pengeinstitut nr. 2 om yderligere hensættelse på 267.000 kr. på nogle overtagne engagementer, som pengeinstitut nr. 1 vurderede som nødlidende. Denne ekstra hensættelse var fratrukket egenkapitalen i pengeinstitut nr. 2, således at hensættelsen ikke påvirkede resultatet for pengeinstitut nr. 1. Finanstilsynet meddelte pengeinstitut nr. 1, i skrivelse af 4. juni 1999, at hensættelsen på nødlidende engagementer overtaget fra pengeinstitut nr. 2, og som var foretaget efter overtagelsens godkendelse, ikke kan modregnes i egenkapitalen fra pengeinstitut nr. 2, hvorfor hensættelsen vedrørende de nævnte engagementer skal udgiftsføres og behandles som en hensættelse i pengeinstitut nr. 1. Denne afgørelsen blev påklaget til Erhvervsankenævnet. Pengeinstitut nr. 1 anførte i forbindelse med klagen, at debitorernes bonitet ikke blev gennemgået i forbindelse med indgåelse af selve fusionsaftalen samt reserverede beløb til hensættelser i fusionsaftalen ikke var endeligt, idet det havde været hensigten - hvilket også var mundtligt aftalt mellem pengeinstitutterne - at debitorerne skulle gennemgås, når repræsentantskaberne havde godkendt fusionen. På baggrund heraf aftalte pengeinstitut nr. 1 med repræsentanter fra det opløste pengeinstitut nr. 2, at det yderligere hensættelsesbehov skulle fratrækkes i egenkapitalen for pengeinstitut nr. 2. Pengeinstituttet anførte endvidere i klagen, at det af overtagelsesaftalen fremgik, at egenkapitalen fra pengeinstitut nr. 2 kunne reduceres med afviklingsomkostningerne, og at pengeinstitut nr. 1 betragtede de yderligere hensættelser som afviklingsomkostninger. Efter Finanstilsynets opfattelse omfatter afviklingsomkostninger ikke mer-hensættelser på overtagne engagementer. Af kendelsen fra Erhvervsankenævnet fremgik, at ankenævnet tiltrådte, at der ikke kan ske ændring af fusionsaftalen efter Finanstilsynets godkendelse af fusionen. Ankenævnet fandt endvidere, at der ved fortolkningen af fusionsaftalen ikke kan tages hensyn til forudsætninger hos de implicerede, som ikke har fundet klart udtryk i den aftaletekst, som har ligget til grund for repræsentantskabernes og Finanstilsynets godkendelse af fusionen. Ankenævnet stadfæstede herefter Finanstilsynets afgørelse af 4. juni 1999.