Sagsfremstilling:
Finanstilsynet modtog en anmodning om dispensation i henhold til lov om finansiel virksomhed § 24, stk. 5, til, at de nuværende bestyrelsesmedlemmer kan fortsætte som bestyrelsesmedlemmer i PBS, selvom 17,7 % ejes af Danmarks Nationalbank. Danmarks Nationalbank er ikke en finansiel virksomhed.
Afgørelse/begrundelse:
Det følger af § 24, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan dispensere fra bestemmelsen i § 24, stk. 1. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at dispensationsadgangen kun skal anvendes i begrænset omfang, hvor tungtvejende grunde taler for en dispensation.
Finanstilsynet fandt, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger var tale om et særligt tilfælde og tungtvejende hensyn, der talte for at dispensere fra forbuddet i § 24, stk. 1. Dette begrundes med den særlige tilknytning som Danmarks Nationalbank havde til virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed, samt hensynet til videreførelsen af PBS's virksomhed i den nuværende form.