Sagsfremstilling
I henhold til § 30, stk. 1, nr. 7, i lov om forsikringsvirksomhed skal det enkelte selskab anmelde regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med at en forsikringstager skifter ansættelsessted. I henhold til lovens bemærkninger til den pågældende bestemmelse skal der i forbindelse med en jobskifteoverførsel overføres nettoreserven, som er værdien af pensionsforpligtelsen i henhold til det beregningsgrundlag (tegningsgrundlaget), forsikringen er tegnet på. Der er mulighed for at reducere nettoreserven med et mindre gebyr.
Formålet med jobskifteregler er at sikre, at det decentrale arbejdsmarkedspensionordningssystem ikke virker hæmmende for mobiliteten på arbejdsmarkedet.
I forbindelse med, at livsforsikringshensættelserne nu regnskabsmæssigt opgøres til markedsværdi, har Finanstilsynet vurderet, hvilken betydning dette forhold skal have på de særlige regler for jobskifteoverførsel.
Afgørelse/Begrundelse
Efter overgangen til at opgøre livsforsikringshensættelserne til markedsværdi, er det nødvendigt at ændre på den værdi, der overføres ved jobskifte, således at der overføres markedsværdien af livsforsikringsforpligtelsen i stedet for som i dag ” nettoreserven”, da det er markedsværdien, der fremover repræsenterer værdien af den pensionsforpligtelse, som selskabet fritages for ved et jobskifte, hvis forsikringstageren flytter sine pensionsværdier.
For at sikre, at forsikringstagerens rettigheder ikke begrænses set i forhold til forsikringsaftalen, kan overførselsbeløbet ikke være mindre end forsikringens genkøbsværdi.