Sagsfremstilling:
På baggrund af avisomtale, besluttede Finanstilsynet at vurdere, om det er i overensstemmelse med reglerne om god skik, når en finansiel virksomhed tilbyder et produkt, en ydelse og/eller en pris i en filial, uden at gøre det samme i virksomhedens øvrige filialer eller i virksomhedens hovedsæde.
Afgørelse/begrundelse:
Finanstilsynet konkluderede følgende:
• Det er i overensstemmelse med § 8 i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, når en finansiel virksomhed tilbyder et produkt, en ydelse og/eller en pris i én filial uden at gøre det i virksomhedens øvrige filialer eller i virksomhedens hovedsæde. Det er en dog forudsætning i medfør af § 5 i bekendtgørelsen, at virksomheden yder tilstrækkelig rådgivning om de forskellige tilbud, der findes i virksomhedens filialer og i virksomhedens hovedsæde, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen.
• Det er i overensstemmelse med § 5 i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, at en filial eller et hovedsæde ikke rådgiver om specialtilbud, der er målrettet en særskilt kundegruppe, fx billige lån til personer med bopæl i en bestemt kommune (postnummer) eller til studerende, såfremt den, der rådgives, ikke tilhører den pågældende kundegruppe.
Begrundelse
Det følger af § 3, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed, at finansielle virksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.
Endvidere følger det af lovens § 3, stk. 2, at kompetencen til at fastsætte regler om god skik for finansielle virksomheder er hos økonomi- og erhvervsministeren.
Indtil 1. juli 2002 har kompetencen til at fastsætte regler om god skik på det finansielle område ligget hos Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmanden, Finansrådet, Håndværksrådet, Konkurrencerådssekretariatet og Forbrugerrådet nåede i juni 1994 til enighed om "retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning". På grund af uenighed mellem Finansrådet og de øvrige forhandlingsparter om, hvordan retningslinierne i praksis skulle udlægges, udarbejdede de samme forhandlingsparter i 1997 et fælles sæt kommentarer til retningslinierne.
Kommentaren til punkt 3 "Almindelige krav til rådgivningen" i Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning har følgende ordlyd:
"Udtrykket "egne produkter/ydelser" skal forstås bredt. "Egne produkter/ydelser" omfatter således for det første samtlige de ydelser/produkter, hvor pengeinstituttet juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter "egne produkter/ydelser" samtlige de produkter og ydelser, som markedsføres eller formidles af instituttet. Dette gælder uanset om produktet markedsføres, formidles eller kan erhverves via den afdeling, hvor kunden bliver rådgivet."
Det følger af § 5 i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, at en finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder om det. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning.
Det følger af § 8, stk. 1 i bekendtgørelsen, at en finansiel virksomhed skal give tilstrækkelig information om (alle) virksomhedens egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Da § 8 er en videreførelse af Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, skal retningsliniernes punkt 3 samt kommentaren hertil indgå som et fortolkningsbidrag.
Ifølge retningslinierne skal pengeinstituttet drage omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser. Dette gælder ifølge kommentaren, uanset om produktet/ydelsen markedsføres, formidles eller kan erhverves via den afdeling, hvor kunden bliver rådgivet.
Med støtte i bestemmelsens ordlyd - hvorefter en finansiel virksomhed skal give tilstrækkelig information om (alle) virksomhedens egne produkter - samt retningsliniernes punkt 3 med tilhørende kommentarer - som foreskriver, at kunden også skal rådgives om tilbud i andre filialer - vurderer Finanstilsynet, at bekendtgørelsens § 8, stk. 1 hjemler adgang for finansielle virksomheder til at tilbyde et produkt og/eller en ydelse i én filial uden at være forpligtet til at gøre det samme i virksomhedens øvrige filialer eller i virksomhedens hovedsæde. Det er dog en forudsætning, at virksomheden giver kunden tilstrækkelig information om alle virksomhedens produkter, ydelser og priser. Det netop anførte gælder også for specialtilbud.
Fortolkningen er ikke til hinder for, at et pengeinstitut stiler sine tilbud til et afgrænset kundesegment, fx aktionærer, kunder med postnummer 2770 eller børn under 18 år. I betragtning af, at rådgivningen skal være relevant, jf. § 5 i bekendtgørelsen, behøver instituttet eksempelvis ikke rådgive en person på 67 år om konti, der tilbydes unge. Endvidere behøver instituttet ikke rådgive personer der bor i en by med et postnummer, om særlige fordele for personer bosiddende i en by med et andet postnummer.
Bekendtgørelsens § 8, stk. 2 siger, at såfremt der mellem kunderne for en given ydelse er generelle forskelle i fastsættelsen af renter, bidrag eller andet vederlag til den finansielle virksomhed, skal den finansielle virksomhed oplyse kunden herom, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen. På forespørgsel fra kunden skal der oplyses om hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for dennes indplacering inden for den givne prisdifferentiering.
På baggrund af ordlyden af § 8, stk. 2, er det Finanstilsynets vurdering, at bestemmelsen hjemler adgang for finansielle virksomheder til at tilbyde en pris i én filial uden at tilbyde samme pris for samme produkt/ydelse i virksomhedens øvrige filialer eller i virksomhedens hovedsæde. Det er dog en forudsætning, at virksomheden informerer kunden om prisdifferentieringen, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen.
Fortolkningen er ikke til hinder for, at et pengeinstitut stiler sine tilbud til et afgrænset kundesegment.