Bekendtgørelse nr. 1207 af 15. december 2000 (Prospekter ved første offentlige udbud)

24-07-2003

Fondsrådets afgørelse af 10. april 2002.

 

Sagsfremstilling:

En advokat henvendte sig til Fondsrådet vedrørende fortolkningen af bekendtgørelse om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer.

Advokaten forespurgte, hvorvidt et udbud af Equity Linked Notes ville være omfattet af bekendtgørelsen, således at der som udgangspunkt var pligt til udarbejdelse af prospekt.

Afgørelse:

På denne baggrund udtalte Fondsrådet:

"[Advokaten] har ved e-mail af 9. april 2002 forespurgt Fondsrådet, hvorvidt Equity Linked Notes vil være omfattet af reglerne om første offentlige udbud af værdipapirer, jf. lov om værdipapirhandel m.v. kapitel 12 og Fondsrådets bekendtgørelse nr. 1207 af 15. december 2000 om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer.

I medfør af lov om værdipapirhandel m.v. § 43, stk. 2, finder kapitel 12 anvendelse på bl.a. følgende værdipapirer:

1) [.....]
2) obligationer med en løbetid på mindst 1 år og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse,
3) [.....]

Det er over for Fondsrådet oplyst, at de pågældende værdipapirer er indeksbaserede obligationer med fast løbetid. Obligationernes løbetid bliver tilpasset den enkelte investors behov og vil kunne være på såvel over som under 1 år. Obligationen består af en hovedstol, en fast rente samt en variabel rente baseret på udviklingen i et underliggende aktieindeks.

Ejeren af værdipapiret vil ved udløbet af obligationens løbetid have krav på udbetaling af obligationens hovedstol og den faste rente, hvorimod kravet på variabel rente afhænger af udviklingen i det underliggende aktieindeks.

Det er på det foreliggende grundlag Fondsrådets vurdering, at såfremt de pågældende værdipapirer har en løbetid på mindst 1 år, er der tale om et omsætteligt værdipapir, der kan sidestilles med obligationer med en løbetid på mindst 1 år, idet der er tale om

- et værdipapir, der har form af et gældsbevis, og
- et værdipapir, der har et finansielt sigte og udstedes med henblik på omsætning på kapitalmarkedet.

Udbud af de pågældende værdipapirer er derfor omfattet af lov om værdipapirhandel m.v. kapitel 12 og Fondsrådets bekendtgørelse nr. 1207 af 15. december 2000 om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer.

For så vidt de pågældende værdipapirer ikke har en løbetid på mindst 1 år, er udbuddet ikke omfattet af ovennævnte regler."

Senest opdateret 23-01-2007