Sagsfremstilling
Finanstilsynet er blevet anmodet om at tage stilling til, om bestemmelsen om supplerende sikkerhed på 10 pct. også omfatter de situationer, hvor LTV (forholdet mellem lån og ejendomsværdi) i erhvervsejendomme
efterfølgende stiger op til 70 pct., konstateret ved den ordinære eller ekstraordinære værdigennemgang. Dvs. i de situationer, hvor belåningen initialt udgjorde op til 60 pct., og hvor LTV som følge af faldende ejendomsværdier efterfølgende stiger op til over 60 pct., kan instituttet så nøjes med at stille den supplerende sikkerhed på 10 pct. i intervallet på 60-70 pct..
Udtalelse og begrundelse
Finanstilsynet har udtalt, at reglerne i det omskrevne kreditinstitutdirektiv i forbindelse med belåning af en erhvervsejendom giver mulighed for at fravige hovedreglen om en belåningsgrænse på 60 pct. og belåne erhvervsejendommen med op til 70 pct., såfremt instituttet stiller supplerende sikkerhed på mindst 10 pct. for den del af lånet, der ligger i intervallet 60-70 pct. Det vil sige, at instituttet i disse tilfælde kan nøjes med at stille en "marginsikkerhed" i stedet for en "krone til krone-sikkerhed" og derved opnå en "rabat".
Denne mulighed er derimod ikke gentaget i direktivets regler om at stille supplerende sikkerhed, hvorfor der i tilfælde af faldende markedsværdier, hvor LTV stiger, skal stilles fuld sikkerhed – altså "krone for krone".
Begrundelsen for denne udtalelse findes i direktiv 2006/48 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning) (CRD-direktivet) vedrørende særligt dækkede obligationer, bilag VI, pkt. 68, litra e), 2. pkt.
Det er derfor Finanstilsynets opfattelse, at der skal stilles fuld sikkerhed i form af "krone til krone", hvis LTV efterfølgende stiger over belåningsgrænsen på 60 pct. for den konkrete ejendom.