Sagsfremstilling:
Et selskab ville etablere et kortsystem, der kunne benyttes til betaling dels af transportydelser inden for den kollektive trafik, dels af forskellige andre ydelser, der blev udbudt i sammenhæng med transporten. Kortet kunne således tillige benyttes til betaling af pladsbilletter og - i begrænset omfang - til betaling af såkaldte accessoriske ydelser som kaffe, sandwich, slik m.v. i togvogne og -kiosker samt i kiosker på togstationer.
Selskabet var ejet af en række transportvirksomheder, som alle var tilsluttet systemet. Det var tillige muligt for andre transportvirksomheder at tilslutte sig systemet. Kortet var et chipkort, og kunden skulle indsætte penge på kortet, før kunden kunne benytte dette. Der kunne maksimalt lagres 3.000 kr. på kortet.
Det følger af § 308, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at virksomheder, der udøver virksomhed, som består i at udstede betalingsmidler i form af elektroniske penge, skal have tilladelse som udstedere af elektroniske penge. Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som er repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt som betalingsmiddel af andre foretagender end udstederen.
Afgørelse/begrundelse:
Finanstilsynet fandt, at chipkortet udgjorde elektroniske penge, jf. lov om finansiel virksomhed § 308, stk. 1. Dette medførte, at selskabet skulle have tilladelse som udsteder af elektroniske penge i henhold til § 308, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Finanstilsynet lagde herved vægt på, at der var tale om en pengeværdi, idet de forudbetalte penge kunne benyttes til at betale de tilsluttede transportvirksomheder for en række varer og tjenesteydelser, herunder bus- og togrejser samt accessoriske ydelser som kaffe, sandwich, slik m.v., jf. lov om finansiel virksomhed § 308, stk. 1, 2. pkt.
Kunden havde endvidere et krav mod selskabet på tilbagebetaling af de forudbetalte penge, idet der ikke var tale om klart afgrænsede varer for så vidt angik de accessoriske ydelser, jf. lovens § 308, stk. 1, 2. pkt.
Kravet var tillige lagret på et elektronisk medium (chipkortet), jf. lovens § 308, stk. 1, 2. pkt.
Selskabet var udsteder af kortet, og kortet kunne benyttes til betaling af såvel transportydelser som accessoriske ydelser hos de tilsluttede transportvirksomheder. Kortet kunne således benyttes som betalingsmiddel hos andre foretagender end udstederen, jf. lovens § 308, stk. 1, 3. pkt.
Finanstilsynet skal i den forbindelse dog præcisere, at der i Danmark gælder særlige hensyn på transportområdet, idet der på dette område er tradition for kortfællesskaber. Dette betyder, at uanset rejsekortet anerkendes af flere udbydere, tillægges dette ikke betydning, hvis der udelukkende er tale om transportydelser.
Finanstilsynet skal bemærke, at hvis rejsekortet alene kan benyttes til betaling af bus- og togrejser (transportydelser), vil kortet falde uden for lov om finansiel virksomhed § 308, stk. 1, da kortet i så fald vil være bestemt til et enkelt formål, jf. tillige Finanstilsynets afgørelse af 10. september 2003.